Gitte Grønbæk, Jordrup, hopper fra Konservative til Liberal Alliance
KOMMUNEN/POLITIK: Efter det seneste valg til Byrådet i Kolding bestod den konservative gruppe af tre medlemmer. Nu er der kun én tilbage. Og det er borgmester Knud Erik Langhoff.
Først forlod Freddy Christensen fra Vamdrup partiet ved at hoppe over til Venstre, og nu senest har Gitte Grønbæk fra Jordrup også forladt de konservative og repræsenter nu Liberal Alliance i byrådet.
I en pressemeddelelse skriver Nikolaj Steffenauer, spidskandidat for Liberal Alliance i Kolding, om Gitte Grønbæks partihop:
”Vi er i Liberal Alliance meget glade for at starte samarbejdet med Gitte, der er en troværdig og erfaren politiker. Vi har haft gode og grundige dialoger om de værdier, vi fælles ønsker at kæmpe for,” lyder det fra Nikolaj Steffenauer.
Gitte Grønbæk siger selv blandt andet til Jv.dk:
”Jeg glæder mig til at trække i arbejdstøjet og sammen med Liberal Alliances meget aktive vælgerforening at sætte fokus på Liberal Alliances værdier i byrådet. Den helt grundlæggende værdi er, at det enkelte menneske har frihed til at vælge og tage ansvar for sit eget liv.”
Det Konservative Folkeparti i Kolding valgte lige før jul spidskandidat til byrådet. Og det blev ikke Gitte Grønbæk. Valgt blev overraskende 48-årige Christina Foldager, som bor i Kolding og er måske kendt af mange fra hendes tid som vejrvært på TV2.
De Konservative kommenterer situationen således:
”Vi mener det seriøst, når vi siger, at vi vil gennemføre et generationsskifte og stille med et friskt og erfarent hold, der bringer nyt blod i Byrådet, hvilket er tiltrængt, lyder det fra partiets formand Claus Hagedorn, der bor i Lunderskov.
/seb.