Nordea giver 4,6 mio. til ’læring og leg’ på Skamlingsbanken – og kommunen dobler op
Med et bidrag på 4,6 mio. kr. fra Nordea-fonden vil Kolding Kommune de kommende år gøre det muligt for skoleklasser, familier og alle andre interesserede at få gode friluftsoplevelser og blive klogere på Skamlingsbankens natur og landskab gennem læring, leg og oplevelser.
Støtten fra Nordea-fonden suppleres med en tilsvarende bevilling fra Kolding Kommune.
Den fælles satsning skal bruges til at opføre madpakkehus, multtoilet, shelterplads, m.m. og til at udvikle læringsforløb og formidlingsaktiviteter med Skamlingsbankens landskab som ramme.
Taknemlig borgmester
– Vi er meget taknemlige for støtten fra Nordea-fonden, som gør det muligt at videreudvikle en af vores største attraktioner, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff.
Nu går vi ind i en ny fase, hvor det handler om at styrke vores fælles bånd til naturen gennem læring, leg og oplevelser. Det harmonerer fint med Kolding Kommunes fokus på grøn omstilling, bæredygtighed og biodiversitet, og jeg er sikker på, at de nye faciliteter og tilbud bliver et hit og får endnu flere til at besøge Skamlingsbanken, siger borgmester Knud Erik Langhoff.
Nordea vil styrke ’Naturpark Lillebælt’
Skamlingsbanken ligger som et fyrtårn i det, man kalder Naturpark Lillebælt, og det er medvirkende til, at Nordea-fonden har valgt at støtte de nye faciliteter og aktiviteter.
– Nordea-fonden har gennem årene støttet etableringen og udviklingen af Naturpark Lillebælt, som rummer unik natur med spændende friluftsmuligheder. Med projektet på Skamlingsbanken får danskerne mulighed for at komme endnu tættere på den natur, som gemmer på så mange fine oplevelser, forklarer Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Barakker opføres i tidl. juletræsskov
Hovedelementet i den nye satsning bliver en base i et tidligere juletræslandskab øst for besøgscenteret. Den såkaldte feltstation vil give skoleklasser og større grupper en sikker base for undervisning og aktiviteter med mulighed for tørvejr, madlavning og overnatning.
– Der bliver læringsforløb for forskellige klassetrin og inspiration til aktiviteter, som kan styrke fællesskabet og skabe en øget nysgerrighed i forhold til naturen og landskabet på Skamlingsbanken, fortæller senior-projektleder Mette List, Kolding Kommune.
– Netop nysgerrighed er et greb, vi kommer til at arbejde med i formidlingen. I stedet for store plancher vil vi udvikle et søg-og-find-koncept, der lægger op til, at man skal gå på opdagelse for at få foldet formidlingen og den fulde oplevelse ud, siger Mette List, Kolding Kommune.
Tværgående undervisning
Rune Lundberg, der er direktør for Museum Kolding og dermed ansvarlig for værtskabet på Skamlingsbanken, glæder sig over de nye muligheder:
– Med besøgscenteret har vi en god base for at byde velkommen og fortælle om Skamlingsbankens stærke kulturhistorie og stemmens kraft. Nu fortsætter vi formidlingen om Skamlingsbankens særkende ude i landskabet med fokus på at give børnefamilier og grupper en ramme for fælles oplevelser. Og vi får mulighed for at tilbyde skolerne nogle spændende tværfaglige undervisningsforløb, siger Rune Lundberg.
Først klar til indvielse i foråret 2028
Selv om penge og planer er klar, kommer det til at tage et par år, før de nye faciliteter står klar. I første omgang skal der indhentes tilladelser fra de relevante myndigheder, men håbet er, at de nye faciliteter kan anlægges fra 2026, så alt er klart til indvielse i foråret 2028.
Et spændende naturområde
Med sine 113 meter over havet står Skamlingsbanken som et fyrtårn på Syd- og Sønderjyllands højeste punkt med en storslået udsigt ud over det, der nu kaldes Naturpark Lillebælt.
Skamlingsbanken er et populært udflugtsmål og et af Danmarks store nationale og folkelige samlingssteder.
Skamlingsbanken menes skabt af en gletsjer under sidste istid. Bakkerne byder på en rig og varieret natur, hvor især de store åbne græsningsarealer er unikke sammen med Odderbækken, der tager alle højdemeterne på sit løb ned mod Lillebælt.
Læs evt. mere om Skamlingsbanken på https://museumkolding.dk/skamlingsbanken/