Vamdrup fik sit kongetræ for Kong Frederik
Omkring 70 borgere i alle aldre deltog i ”plantefesten”.
VAMDRUP: Vamdrup fik på behørig vis plantet sit “kongetræ” i form af et smukt egetræ. Og det skete helt som planlagt i byens midte på et grønt område ved Banegårdspladsen.
Byrådsmedlem Molle Lykke Nielsen fra Dansk Folkeparti, medlem af Vamdrup Byforum Peter Skousen og byrådsmedlem Freddy Christensen, Vamdrup, Venstre, var blandt de aktive deltagere i plantningen af træet i Vamdrup, der blev ledsaget af taler.
”Kongetræet” blev, som tidligere omtalt, plantet for at markere tronskiftet 14. januar sidste år, hvor Kong Frederik d. 10 tog over efter Dronning Margrethe den 2. efter 52 år på tronen.
I Vamdrup deltog omkring 70 borgere i alle aldre i ”plantefesten” på Banegårdspladsen. De var alle inviteret af kommunen og Vamdrup Byforum, og de kom fra plejehjem, børneinstitutioner og SFO’er med flere. Og der vankede kaffe, kage og sodavand til alle deltagere.
Initiativet til plantningen er taget af Molle Lykke Nielsen og er yderligere støttet af kommuneudvalget Natur, Miljø og Klima for, som det hedder, at være en del af kommunens træstrategi for at øge antallet af træer til glæde for borgere og fremtidige generationer.
Også Kolding har fået sit ”kongetræ”. Træet blev plantet i Stjelbjerganlægget. Endvidere er det planen senere på året også at plante kongetræer i Lunderskov og i Christiansfeld.
/seb.