Politisk bombe: Socialdemokraterne springer fra aftale om Marina City
KOMMUNAL/POLTIK: Socialdemokraterne i byrådet i Kolding støtter ikke mere projektet Marina City. De vil hellere satse kræfterne på at få gjort noget effektivt ved det meget omdiskuterede område Riberdyb/ Holmsminde i Koldings bymidte.
Socialdemokraterne med Vamdrup-politikeren viceborgmester Birgitte Munk Grunnet i spidsen henviser i beslutningen til, at projektet Marina City allerede med nye beregninger langt har over overskredet det aftalte budget.
Hun gør også opmærksom på, at projektet, som kun befinder sig i planlægningsfasen, allerede nu har kostet kassen, og at der er lang vej endnu ad samme vej med store udfordringer, før det omfattende byggeri overhovedet kan komme i gang.
Vil satse på Riberdyb/Holmsminde
Socialdemokraterne mener, at man i stedet for at pumpe endnu flere skattekroner i Marina City-projektet fra kommunens side bør handle effektivt for at gøre det meget omdiskuterede Riberdyb/Holmsminde område færdig til et nyt bynært, grønt boligområde.
Den socialdemokratisk udmelding får dog kolde skuldre fra de øvrige partier i byrådet. Blandt andre har Jakob Ville fra Venstre i dagspressen langet hårdt ud Birgitte Munk Grunnet og Socialdemokraterne:
”Det er et galehus i Kolding, når nogen vil lukke vores erhvervshavn, og Socialdemokraterne nu trækker sig fra Marina City. Vi har arbejdet på det projekt i ti år og lagt et trecifret millionbeløb til vejadgang, parkeringspladser og sluse med mere,” lyder det blandt andet fra Jakob Ville.
Også borgmester Knud Erik Langhoff (Kons.) har været på banen med kritik, men dog i en lidt mere dæmpet tone:
”Marina City er et spændende og ambitiøst projekt, som vi er godt i gang med og har arbejdet seriøst med igennem flere år i tæt samarbejde mellem kommunen, havnen og lystbådehavnen,” har Knud Erik Langhoff udtalt.
Stadig stort flertal bag projektet
Nu er det ikke sådan, at Marina City er kuldsejlet helt med den socialdemokratiske udmelding. Partiet besætter nemlig kun fem af 21 pladser i byrådet, så der er tilsyneladende stadig et stort flertal, som agter at fortsætte med projektet Marina City. Men der står ikke mere et enigt byråd bag det store ambitiøse projekt.
Marina City skal bygges ved Skamlingvej ud til Kolding Fjord. Men projektet har allerede indtil nu haft mange store uforudsete udfordringer på bagen, og det har derfor været meget længe undervejs.
Hvis projektet realiseres, vil det give plads til 1.000 både, kombineret med cirka 350 nye boliger.
/seb