Aktivitetshuset i Lunderskov har fået nyt brugerråd

LUNDERSKOV: Aktivitetshuset på Storegade 3 i Lunderskov har valgt nyt Brugerråd. Det skete i forbindelse med husets årlige velbesøgte generalforsamling.
Brugerrådet tæller nu følgende medlemmer: Anette Post Pedersen (formand), Verner Koldsø (næstformand), Hanne Kjær Jensen (kasserer), Aase Jensen (sekretær), Kurt Nyhus, Henrik Bierholm, Henrik Bjerregaard, Lissy Jensen, og Rie Jensen. Ulla B. Andersen og Bente Dam er suppleanter.
Formanden, Anette Post Pedersen fortæller, at der var stort fremmøde til den årlige generalforsamling. 70 borgere var mødt op.
– Det gamle Brugerråd har i året, der er gået, arbejdet med mange fine arrangementer og tiltag. Og sammen med at det har været synligt med mange opslag i byen og på Facebook, har det ”vækket” mange borgeres interesse for det arbejde, der gøres i huset, lyder det videre fra Anette Post Pedersen.
Og hun fremhæver, at det gik rigtigt stærkt, da huset ændrede aldersgrænsen for deltagelse til 60+.
Det betød nemlig, at mange flere – især yngre – fik øje på de aktiviteter, som huset i dag byder på af nutidige aktiviteter. Nævnt bliver online slægtsforskning, dart, It-sikkerhed og madlavning:
– Vi har også været så heldige, at flere yngre kræfter meldte sig til at deltage i Brugerrådet og dermed være med til at gøre Aktivitetshuset attraktivt, og det har blandt andet affødt vores nye slogan – ”Et hus i bevægelse”, lyder det fra Anette Post Pedersen.
/seb