Derfor udeblev toget

VAMDRUP: Hvis du var en af dem, der ventede forgæves på intercitytoget mod Fredericia/København tirsdag aften (26.02) på stationerne i Vamdrup og Lunderskov og måske ikke fik ordentligt besked om, hvorfor toget udeblev, så kan vi her fortælle lidt mere om årsagen.
Det skyldtes, at en mand havde hægtet sig fast på ydersiden af toget, da det afgik fra Vojens station i retning mod Vamdrup. Flere anmeldte hændelsen, og det fik Syd- og Sønderjyllands Politi til at stoppe al togdrift på strækningen. Men da toget blev standset, var han åbenbart faldet af igen.
– Vi eftersøgte ham med droner, varmesøgning og hundepatruljer, og finder ham liggende fem kilometer fra Vojens station. Han var forslået, men kontaktbar, og han blev bragt til sygehuset, hvor han skal opereres for sine skader, oplyser vagtchef, Richard Borring, onsdag morgen til pressen om hændelsen.
Politiet ved endnu ikke, hvad årsagen var til, at manden hægtede sig fast på toget. Men formodningen er, at det enten var en overlagt handling i form af trainsurfing, hvor personer morer sig med at hænge sig fast på et tog med vilje, eller det var fordi, han ikke nåede toget i Vojens, før dørene blev lukket. Han kan nu se frem til en sigtelse for overtrædelse af jernbaneloven.
Kvinde gik i fødsel
Dramaet i toget blev åbenbart var for meget for en gravid kvindelig passager. Hun gik nemlig midt i det hele i fødsel, og det betød at toget måtte brugsernes tilbage til Vojens station, og for hun kunne blive kørt til sygehuset i en tilkaldt ambulance. Det fortælles ikke noget, hvordan fødslen gik.
Politiet fortæller, at hændelserne betød, at togtrafikken på strækningen stod stille i et par timer. /seb