
Den lokale æggevirksomhed, Danæg, fyldte 130 år torsdag 27. februar, og det blev fejret med lagkage.
I året 1895 indviede tyskerne Kielerkanalen. Samme år opdagede Wilhelm Röntgen en stråling, som senere blev kendt som røntgenstråling. Og i slutningen af året gik en norsk ekspedition i land på Antarktis for første gang.
Herhjemme blev Dansk Andels Ægeksport – i dag kendt som Danæg – født. Ambitionen var at skabe æg af højeste kvalitet. I dag er Danæg kendt på især kvalitetsæg og på nye produkter, der gennem de 130 år er kommet til.
Danæg er vokset fra et selskab til en nordisk koncern af syv selskaber ejet af danske og svenske æggeproducenter og af DLG.
Navnene er Danæg Products A/S, BioChick A/S og Danæg A/S i Danmark, Kronägg AB, Källbergs Industri AB og Torggummans Ägg i Sverige samt Munax Oy i Finland.
I Christiansfeld, som er hovedsædet for hele koncernen, blev den runde dag markeret med lagkage til alle.
Senere på foråret rykker koncernkontoret i Christiansfeld over på den anden side af gaden i et ca. 1.500 kvm nyt byggeri. Det efterlader plads til at udvide lager- og produktionsarealerne og optimere omklædningsfaciliteterne for produktionsmedarbejderne.
Charlotte/Henri.