Skal Kolding Kommune bestemme, hvad du skal spise?
Gitte Grønbæk stemte imod ”en fødevarestrategi, der har mistet jordforbindelsen”.

LÆSERBREV: – Skal Kolding Kommune bestemme, hvad du skal spise?
Nej vel, det synes Liberal Alliance heller ikke. Derfor stemte jeg imod Kolding Kommunes fødevarestrategi.
Det er privat sag, hvad vi spiser. Selvfølgelig er vi mange, der kan spise mindre kød og mere grønt, end vi gør i dag. På den måde kan vi spare noget landbrugsareal, da der ikke skal produceres foder til dyrene.
Men den klimahetz, der er mod mælk, ost og oksekød, fordi kvæg udleder metan, er ganske fordrejet. Metan omdannes i atmosfæren til CO2 og indgår igen i den cirkulære biologiske proces. Og forårsager således ingen netto CO2-udledning til atmosfæren.
Det er også en privat sag, hvor man handler. Og om man foretrækker økologi eller ikke økologi. Vi hjælper ikke klimaet ved at købe økologiske madvarer. Udbyttet er kun det halve, så der skal bruges dobbelt så meget landbrugsareal.
Fødevarestrategien drømmer om, at vi køber økologiske produkter hos små lokale producenter og helst handler på torvedage. Det kan vi tirsdage og fredage på Axeltorv og torsdage i Vamdrup. Men i en travl hverdag handler vi ind i supermarkederne, hvor helt almindelig landbrugsproduktion sikrer, at der er sunde råvarer til en fornuftig pris på hylderne hver dag.
Kommunen skal koncentrere sig om kommunale opgaver som fx at sørge for, at der er sund mad lavet af friske sunde råvarer i kommunens kantiner, og i madkundskab i 5. og 6. klasse at lære børnene gode madvaner med tilvalg af sunde råvarer og fravalg af stærkt forarbejdede usunde madvarer.
Og ikke forsøge at sætte markedskræfterne ud af spil ved at arbejde med en fødevarestrategi, der har mistet jordforbindelsen.
Gitte Grønbæk
Byrådsmedlem,
Liberal Alliance
Fynslundvej 41
6064 Jordrup.