41-årig mand anholdt efter ransagelse af bil i Vamdrup
VAMDRUP:
Sydøstjyllands Politi har anholdt en 41-årig mand, som nu er sigtet for flere lovovertrædelser og for vold i Vamdrup.
Anholdelsen skete på mandens bopæl i Vejle efter ransagning af bil på en adresse i Vamdrup. Uden det er bekræftet fra politiets side, kan episoden formentligt sættes i forbindelse med en stor politiaktion, som fandt sted tirsdag i sidste uge på Elmevej i Vamdrup med deltagelse af seks politibiler og en halv snes betjente med skarpladte våben.
Den pågældende mand er fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og for narkohandel.
I bilen i Vamdrup blev der fundet to skarpladte pistoler samt en større mængde kokain og hash. Den 41-årige mand er også, ifølge politiet, nu sigtet for vold, da han ligeledes tirsdag – sammen med en medgerningsmand – skal have udsat en mand for vold på adressen i Vamdrup.
Grundlovsforhøret i sagen blev, efter ønske fra anklagemyndigheden på grund af fortsat efterforskning, holdt for lukkede døre. / seb