ChristiansfeldNet sænker priserne
ChristiansfeldNet afholdt i onsdags den 12. marts sin årlige generalforsamling på Biblioteket.
De fremmødte medlemmer valgte, at prisen på kontingent skal sænkes fra 60,- pr. md. til 49,- pr. md.
Samtidig sænkes prisen på 1000/100Mb internet til 190,- pr. md, mens 30/10Mb hastigheden hæves til 50/50Mb til en pris på 140,- pr. md.
Bestyrelsens præsentation, beretning og regnskab vil inden længe være tilgængelig for medlemmer på Selvbetjeningen: https://selvbetjening.christiansfeldnet.dk/login
Bestyrelsen blev rost for sit store frivillige arbejde.
Det lokale antennenet i Christiansfeld og de omliggende byer, Taps, Sjølund, Stepping og Fjelstrup blev i en periode drevet af den tidligere Christiansfeld Kommune. I 2007 overlod kommunen fællesantennenettet til lokale foreninger, som nu er sammen i den nuværende fælles forening.
Indtil 2017 samarbejdede man med YouSee, som drev anlægget. Men herefter besluttede bestyrelsen, efter flere år med stor medlemsnedgang, at blive selvstændig, så medlemmerne igen kunne få indflydelse på programudvalget.
I 2019 kom man derfor tilbage til CanalDigital/Allente og Viasat/Viaplay som tv udbydere, med Internet udstyr leveret af InfoWise/Harmonic og telefoni udbudt af Telekæden og Evercall. Derudover fik man igen mulighed for at få lokal support og service.
I 2023 lykkedes det at lave en TV aftale med både Allente/Playmaker og YouSee, som gjorde, at det lokale net kunne tilbyde Danmarks største udbud på TV og underholdning.
Omkring 850 husstande i Christiansfeld og omliggende byer får også deres internet fra ChristiansfeldNet.