Tjenerelev på Tyrstrup Kro vandt prisen som Danmarks bedste

Ved en storstilet konkurrence i Lokomotivværkstedet i København er Denice Gjerdrum og Amanda Bodholdt fra erhvervsskolen Hansenberg kåret som Danmarks bedste tjenerelever.
“Det var helt urealistisk at blive kaldt op som vindere, og vi turde næsten ikke tro på det. Men vi havde en rigtig god mavefornemmelse, for vi havde leveret det, vi kunne, og vores samarbejde kørte perfekt,” fortæller Amanda Bodholdt.
Perfekt parløb
Ved Årets Tjenerelev arbejder to elever fra hver af de deltagende skoler sammen, og undervejs løser de forskellige individuelle opgaver, hvor hvert eneste point tæller med i den samlede score. Under service sørger de sammen for, at gæsterne får den allerbedste oplevelse.
Sammen fik Amanda Bodholdt og Denice Gjerdrum topscore i service, samarbejde og personlig fremtoning. Derudover fik makkerparret en specialpris for bedste baristapræstation.
“På forhånd ville vi være glade for en podieplads. Men alt faldt bare på plads under konkurrencerne – det var “made in heaven” – og det er alle træningstimerne værd,” siger Denice Gjerdrum.
Hun er i lære på Schackenborg Slotskro, mens Tyrstrup Kro er Amanda Bodholdts læreplads.
Rejselegat på 10.000 kroner
Med titlen som Årets Tjenerelever følger et rejsegavekort på 10.000 kroner til hver af vinderne. Hvor rejsen skal gå hen, er dog endnu ikke besluttet:
“Jeg vidste ikke, hvad præmien var, før vi fik den, for jeg ønskede ikke at vide det på forhånd. Så jeg har slet ikke tænkt over det endnu,” forklarer Amanda Bodholdt, Tyrstrup Kro.
“Jeg overvejer at tage på “Route du Vin” i Alsace, hvor man besøger alle vinslottene på ruten. Men jeg ved det ikke,” siger Denice Gjerdrum.
Mindre end et døgn, efter at konkurrencerne startede, var Denice Gjerdrum og Amanda Bodholdt klar med kage til holdkammeraterne på skolen. Med titlen har de to tjenerelever også kvalificeret sig til at repræsentere Danmark ved De Nordiske Mesterskaber den 24.-25. april 2025 i Silkeborg.
Flotte resultater
Dagen inden elevernes konkurrencer var Danmarks bedste faglærte tjenere og kokke i ilden. Og her fik tjener og restaurantchef Marc Thejl Hansen fra Michelin-restauranten Ti Trin Ned i Fredericia en fornem andenplads.
Marc Thejl Hansen er uddannet tjener fra fagskolen Hansenberg i Kolding, en skole, som han har repræsenteret ved flere konkurrencer, blandt andet DM i Skills. Og han har også fungeret som mentor for Amanda Bodholdt og Denice Gjerdrum i tiden op til konkurrencen om Årets Tjenerelev.