– Tudetosset papirnusseri skal fjernes for maskinstationer

LÆSERBREV: Et bureaukratisk mareridt rammer maskinstationerne, når de bliver pålagt at betale vejafgift for de kilometer, de kører på vejene til og fra landmænds marker.
Der er ikke udstyr på traktorerne til at registrere, hvornår man kører på vejen og på marken, og derfor er det et stort administrativt bøvl.
Det er en enormt tidskrævende proces, hvor maskinstationerne skal sidde og føre regnskab med GPS-data og kørebøger. Oven i købet vil man så gøre det med tre års tilbagevirkende kraft. Det er en udgift, som maskinstationerne på ingen måde kunne have forudset, og derfor er det fuldstændigt urimeligt, at det skal gælde med bagudvirkende kraft.
Som det ser ud lige nu, skal både maskinstationer og Skattestyrelsen bruge mange mandetimer på at håndtere al registreringen.
Jeg er helt sikker på, at det aldrig kommer til at fungere i virkeligheden. Derfor er det eneste fornuftige i mine øjne, at maskinstationerne fritages for afgiften, når det er transport til landbruget, da alternativet er uanede mængder timer ved skrivebordet, der bedre kunne bruges et andet sted.
Asger Christensen (V)
Jordrup. Medlem af
Europa-Parlamentet.