Lokalhistorisk Arkiv i Christiansfeld fungerer selvom andre lukker

Flere af de lokalhistoriske arkiver i Sønderjylland har måttet lukke på grund af manglende interesse eller mangel på frivillige.

Arkivet i Christiansfeld passes hver onsdag af 8 frivillige. Fra venstre ses Jørgen Steenberg, Jens Peter Jensen, Bente Kevid Madsen, Peter Riewe, August Juhler, Nels Thorsgaard, (stående) og arkivets daglige leder, Jytte Ludvigsen.

– Det betyder meget, at vi har nogle betalende medlemmer, for at vi kan blive ved med at have et godt arkiv i Christiansfeld. Derfor vil vi gerne have nye medlemmer.

Det sagde formanden Nels Thorsgaard bl.a. i sin beretning på generalforsamling i Christiansfeld Lokalhistoriske Forening i Seniorhuset, mandag den 10. marts 2025.

Han nævnte, at fællesforeningen for de sønderjyske lokalhistoriske arkiver har måttet lukke til nytår på grund af for lidt interesse.

– Det er en trist udvikling for de sønderjyske arkiver, hvor vi har set arkiver, der har lukket i det forløbende år på grund af manglende interesse, fortalte formanden.

Syv arkiver i Kolding Kommune

– Vi er 7 arkiver i Kolding Kommune. Vi har et bestyrelses-samarbejde, vi afholder to møder og en generalforsamling om året, og vi fordeler de midler, vi får fra Kolding Kommune, mellem arkiverne.
I arkivsamvirket fik vi sidste år 50.000 kr. fra Nordlys til at indkøbe et nyt apparat, som kan affotografere større billeder og tegninger og protokoller. Vi har fået en del tid til at gå med at få det rigtige udstyr købt ind og monteret. Det står oppe på stadsarkivet i Kolding, som havde et rum, vi kunne låne, sagde formanden.

Fra kælder til 1. sal

– Vi har to kælderrum til nogle af vores arkivalier, og det ene rum er meget fugtigt, og derfor har vi været ude efter et andet rum i Søstrehuset til vores arkivmateriale i flere år, og sidst på året lykkedes det at få et andet rum på 1. sal i stedet for kælderen.

Vi fik flyttet fra kælderrummet i december, der er opsat nye reoler, og der er ved at blive indrettet nu. Og der skal lyde en stor tak til Peter Riewe for det store arbejde, han yder for det nye rums indretning, og tak til Kolding Kommune og Brødremenigheden for deres velvillighed.

Afstemningsfest

Nels Thorsgaard nævnte også, at lokalhistorisk arkiv er med til at arrangere den årlige afstemningsfest den 10. februar sammen med Skamlingsbankeselskabet, Dannebrogs-samfundet, Grænseforeningen i Kolding, Forum Christiansfeld, og Genforenings- og Grænsemuseet.

Kalenderen

– Vores kalender fik emnet ”Besættelsen og befrielsen 1940-45”. Det er et stort arbejde hvert år at skaffe indhold til kalenderen og finde nye emner hvert år, indrømmede formanden og efterlyste idéer.
Han takkede de frivillige, som er med til at lave den og komme med input. Prisen kan stadig holdes på 60 kr., trods større udgifter til papir og trykkeri, på grund af annoncer.

Arrangementer:

Lokalhistorisk Arkiv har været med på Håndværkets Dag med en udstilling og præsentation af kalenderen.
Af andre arrangementer nævnes to medlemsmøder med fokus på Hvinderup og Favstrup-området og et medlemsmøde i Aller Friskole, hvor tre aktører fortalte om Aller, Brabæk og Stubbom. Der var mange tilhørere begge aftener og en god debat.

I 2024 har der været 43 indleveringer. Det kan være en flyttekasse med meget forskelligt eller et enkelt billede.

Det er så fordelt på 36 arkiver, 86 artikler (avisklip) og 672 billeder. Der er registeret ca. 21.000 lokale billeder på arkiv.dk, hvoraf de ca. 12.000 er offentlige.

Lokalarkivet har besvaret ca. 75 mail/breve og halvt så mange telefonopkald.

Der har også været besøg fra New Zealand af efterkommer af en slægt Berg her fra området.

Ca. 100 personer har besøgt arkivet, foruden ca. 80-100 til hvert arrangement.

Kontingentet blev fastsat til 150 kr. eller 200 kr. for par.

Der var genvalg til bestyrelsesmedlemmerne Nels Thorsgaard, Nis Refshauge og Gerhard Hansen.

 

Se også