Hurtigrute fra Hejlsminde til Kolding, men ingen bus til bl.a. Skamlingsbanken

Ny busplan for Kolding Kommune afskaffer, at Bus 254 går over bl.a. Dalager, Binderup, Grønninghoved og Skamlingsbanken.

Den grønne streg viser den nye hurtigere 255-rute fra Kolding over Vonsild til Hejlsminde. Cirklen markerer det bus-løse område. ved Skamlingsbanken.

Skal det fremover ikke være muligt at tage bussen til den historiske Skamlingsbanken og det store naturområde her?

Det mener Kolding Byråds politikere åbenbart ikke. For i den reviderede busplan for kommunen er bus 254 afskaffet.

Bus 254 går fra Kolding via Dalby, Skartved, Agtrup, Sønder Bjert, Sønder Stenderup Binderup, Skamling, Grønninghoved, Sjølund, Vejstruprød og Hejls til Hejlsminde.
Hele busturen tager ca. 40 min.

Bus 254 skal nu erstattes af bus 255, der skal køre mellem Kolding, Sønder Bjert og Sønder Stenderup, som de fleste af afgangene allerede gør i dag, mens den anden kører direkte mellem Hejlsminde, Hejls, Sjølund og videre til Vonsild, Campus Kolding og Busterminalen.

Det betyder, at Binderup, Skamling og Grønninghoved ikke vil få busbetjening, men er henvist til at benytte Plustur og Flextur eller samkørsel. Passagertallet viser nemlig, at der er meget få, der bruger bustilbuddet her i dag.

Størst politisk interesse for bybusser

Efter kritik af især bybus-ruterne i Kolding har Plan og Miljø i Kolding Kommune nu fremlagt en revideret busplan. Den tager hensyn til nogle af de indsigelser, der er kommet fra brugerne.

Men der er ingen planer om at ændre busbetjeningen til Skamlingsbanken.
Den nye busplan bakkes op af Socialdemokraterne, SF, Rad., Liberal Alliance og Konservative.

Et mindretal af Byrådets politikere – Venstre og Dansk Folkeparti – er uenige om især bybusserne i Kolding. De vil have sagen op i Byrådet. Men ingen kæmper for et område, som nu bliver ”bus-tomt”.

Se også