Udvalg foreslår bilfrie gågader
KOLDING: Gågaderne i Kolding bymidte er præget af en del biltrafik – både lovlig og ulovlig. Derfor går kommunen i dialog med butikker, cafeer/restauranter, kulturfolk, m.fl. om at skabe klarere rammer for trafikken i gågaderne, lyder det fra Kolding Kommune.
Målet er at forbedre vilkårene for fodgængere, øge trygheden og skabe en attraktiv bymidte med grønne elementer, gode mødesteder og spændende oplevelser.
Politikerne i udvalget Plan og Teknik har vedtaget nogle grundprincipper for en omlægning af trafikken i gågaderne. De foreslår blandet andet, at bilerne skal væk fra en del af gågaderne.
Det er dog usikkert, hvornår de nye regler kan træde i kraft. Der bliver formentlig tale om en løbende udrulning, som koordineres med den renovering og forskønnelse af bymidten, som kommer til at foregå over en længere periode – startende med forskønnelsen af Klostergade og Lille Brostræde i år.
/seb