Det dur ikke at gætte på antallet af ulve

Asger Christensen

LÆSERBREV: Mandag morgen var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen. Her kom det frem, at forskerne ikke længere ser på antallet af ulve ved hjælp af DNA. I stedet sjusser de sig frem til, hvor mange ulve der løber rundt i Jylland.

Det sætter alle i en urimelig position. Borgerne lever i uvished og utryghed, og politikere må træffe beslutninger om regulering af ulve i blinde. Jeg er bange for, at der strejfer mange flere ulve rundt i landdistrikterne, end forskerne gætter på. I min bog skal ulveovervågningen tilbage i omdrejninger, så vi kan få syn for, hvor store problemer der er.

Samtidig er der kommet en ny måling af opbakningen til regulering af ulve, og det er et klart ja! To ud af tre danskere vil regulere ulven, mens det kun er hver fjerde, der mener, at ulven skal være totalt fredet. Mange familier i landdistrikterne lever med en konstant bekymring. Barnevognen bliver ikke sat på terrassen mere. Gåturen i skoven om aftenen er droppet. Jeg synes, det er på tide, at der bliver lyttet til dem – og ikke til mindretallet, der råber højt fra hovedstaden. De har jo ingen ulve i baghaven. Vi skal have lov til at regulere ulven, så vi kan få trygheden tilbage på landet. Det kan kun gå for langsomt.

Asger Christensen,
Jordrup, medl. af Europa-Parlamentet,
Venstre.

Se også