Kino-folket i Vamdrup hædret med kulturpris

VAMDRUP: Folkene bag succesen Vamdrup Kino er hædret ved uddelingen af Årets Kulturpriser.
I kategorien Årets Kulturelle Aftryk hyldes det mangfoldige og frivilligt baserede kulturliv. Siden 1982 har den frivillige Kino-gruppe med omkring 40 aktive medlemmer drevet Vamdrup Kino, som nu er blevet en del af kulturhuset “Vores Hus” og fungerer dermed også som et samlingspunkt for lokalsamfundet.
”Årets Kulturelle Aftryk” skal ses som en anerkendelse af events, initiativer og projekter, som har sat et særligt aftryk i det foregående år. Kino-folkene i Vamdrup modtog 10.000 kroner i hædersgave. De øvrige nominerede i gruppen var EWII House og JazzHaus.
Der var både jubel, rørende taler og masser af klapsalver, da godt 200 kulturinteresserede var samlet på Godset i Kolding til uddeling af Kolding Kommunes kulturpriser.
Det blev Den Engelske Pub, You’ll Never Walk Alone, der vandt sms-afstemningen og løb med KulturKolding-prisen.
/seb.