Protest mod flytning af hjemmehjælp

Molle protesterer imod hjemmehjælperes flytning fra Taps til Kongebrocentret.

M Copyright fotograf Bo Nielsen

LÆSERBREV: En opringning fra en nervøs borger fra Christiansfeld gjorde mig opmærksom på, at Kolding Kommunes Seniorforvaltning var i gang med at effektuere en beslutning i de “kloge“ kvadratmeters ånd.
Hjemmeplejens organisering med teams satte en lavine i gang, hvori der bl.a. skulle ske omorganisering af, hvor hjemmeplejen møder ind og ud.

I Taps, hvor hjemme- og sygeplejen har hørt til gennem flere år, skal denne placering nu ændres, så mødestedet nu skal være Kongebrocentret for de teams, der skal køre ud til borgerne i den sydlige del af kommunen. Det kan måske give god mening? Men ikke fra Kongebrocentret, da det er og skal forblive et plejecenter.

Kongebrocentret i Christiansfeld blev i forbindelse med budgetlægningen til 2023 frataget sit daghjem for demente. De borgere, der ønskede at komme på aflastning, skulle nu køres til Olivenhaven i Kolding med de medfølgende gener for pårørende og borgere.

Da denne hensynsløse beslutning blev taget, deltog 12 borgere i Christiansfeld på dagcenteret. I dag er der 2-3 borger i Christiansfeld, der orker at bruge mere end 1,5 time af aktivitetstiden på buskørsel.

Nu skal hjemme- og sygepleje teams installeres i lokaler i Kongebrocentret, og dette vil bremse alle muligheder, for at dagcentret på Kongebrocentret kan genetableres ved budgettet for 2026 og frem.

Christiansfeld er ikke et kommunalt “ulandsområde“, så jeg vil som ældrerådsmedlem og som politisk valgt byrådsmedlem kæmpe, for at denne urimelige beslutning bliver ændret nu.

Molle Lykke Nielsen
Byrådsmedlem for
Dansk Folkeparti
Mosegyde 11
6094 Hejls.

Se også