Sigge fra Christiansfeld fangede en stor sandart på 75 cm

Med den store sandart har han chancen for at vinde årets konkurrence om den største sandart i Danmark i 2025.
En flok juniorer var i påsken med Kolding Sportsfiskerforening en tur til Stallerup sø for at fiske sandart.
– De mødtes kl 8.00 og der blev hurtigt rigget nogle bund tackler til med nogle små skaller. De blev nemt vippet 25 m lige ud over skrænten, fortæller Thomas Maschoreck fra sportsfiskerforeningen.
– I løbet af dagen var der flere fisk, der fik de små kugle af sølvpapir til at bevæge sig, men de ville ikke rigtigt bide på.
Lidt op ad dagen begyndte Sigges sølvpapirs-kugle at bevæge sig op og ned et par gange. Alle ungerne var nu samlede og ventede spændt, mens fisken begyndte at tage lidt line, og Sigge strammede op. Der var nu kontakt til en god fisk.
Under fighten var der meget snak, om det var en gedde, der fejlagtigt havde taget den, men da denne sandart på 75 cm og 4.60 kg viste sig i det klare vand, ændrede stemningen sig lidt til panik. Det nærmeste net var et mindre kystnet. Det lykkes at få fisken i nettet, og nu var der fest. Hele Kolding kunne høre dem.
Fisken blev hurtigt målt og vejet, og der blev skudt et par billeder. Herefter blev fisken nænsomt sat tilbage i søen, fortæller Thomas. Sigge Hjuler Perssons rekord bliver svær at slå i års-konkurrencen.
Stor rovfisk
Sandart er en gråbrun rovfisk i familie med aborren. Sandarten kan blive op til 1 meter og veje over 10 kg. Den største danske lystfiskerfangede sandart blev fanget i Haraldsted Sø helt tilbage i november 1978 og vejede 11 kg. Sandarten er udsat i en række danske søer og er en yndet spisefisk.