Politikere bakker op om Asger C’s kamp mod ulve
I et fælles indlæg bakker Folketingets formand Søren Gade, Folketingsmedlem Anni Matthiesen og tidligere medlem af Europaparlamentet, Erik Poulsen, nu op om Asger Christensens kamp for at få antallet af ulve nedbragt.
De fire skriver:
Ulven skal reguleres, før det går galt.
Bare spørg ægteparret nord for Oksbøl.
En forårsaften stod de pludselig ansigt til ansigt med seks ulve på deres egen gårdsplads. Seks. Ikke én, ikke to.
Han råbte. Fægtede med armene. Forsøgte at skræmme dem væk. Men de blev ved med at komme tættere på.
Til sidst affyrede han to varselsskud ned i jorden. Først dér trak ulvene sig.
Skal man nu til at have våben for at bo på landet?
Og hvad sker der så? Han bliver politianmeldt og risikerer sit jagttegn.
Det er jo helt skævt.
Den her episode kommer oveni alle de voldsomme ulveangreb, vi allerede har set på husdyr.
For nylig blev en pony ved Egtved fundet dræbt og delvist ædt i sin egen fold.
Bjarnes hundehvalp forsvandt og blev senere fundet død i skovbunden med bidemærker.
Vi har skabt et system, hvor almindelige mennesker står i en utryg situation og ikke engang ved, hvad de må gøre for at passe på sig selv, deres familie og deres dyr.
Det er ikke holdbart.
Danmark bliver nødt til at tage procesrisikoen og begynde at regulere ulven aktivt på nationalt plan. Ikke om ti år. Nu.
Vi kan lære noget af Sverige. De har omkring 400 ulve, men har politisk besluttet, at bestanden skal ned på omkring 170 dyr for at sikre balancen. Det er et land med langt større arealer end Danmark.
Arealmæssigt svarer det til, at vi kan have omkring 10 ulve i Jylland.
Vi er et lille, tætbefolket land. Ulven passer ikke ind i et system, hvor mennesker, husdyr og natur lever så tæt.
Det er nu, vi skal handle.
Ikke når det er for sent.
Af Asger Christensen, MEP (V), Søren Gade MF (V), Anni Matthiesen MF (V) og Erik Poulsen, tidligere Medl. af Europaparlamentet (V).



