Hjerternes by på tysk

Christiansfeld – Stadt der Herzen, koster 198 kr. og kan købes hos boghandler Martensen og Café Morgenstjernen.

Bogen om Christiansfeld, Hjerternes By, er nu oversat til tysk. Bogen hedder “Christiansfeld – Stadt der Herzen”.

Den er oversat af Birthe Nøddebo, som er prof. tysk oversætter hos Noedebo.com.

Bogen er skrevet af Henri Nissen, som er journalist og har redigeret Turistmagasinet i tre år (2024-2026).

Den er allerede udkommet i tre oplag på dansk, og den er også udgivet på engelsk. Nu foreligger den altså også på tysk.

Bogen fortæller om Christiansfelds oprindelse i 1773, og den fortæller om den bevægelse i Europa, der førte til oprettelsen af fristaden. Der er et kapitel om grev Zinzendorf, der var den store og utraditionelle pioner i bevægelsen, der efter hans død stivnede lidt i organisationisme.

Der er også en beskrivelse af salmedigteren Niels johannes Holm, der ikke kunne få lov at bo i Christiansfeld, men som dog til sidst blev budt indenfor og som blev en meget populær dansk forkynder i kirken om eftermiddagen. De officielle tyske gudstjenester lå om formiddagen.

Forfatteren inddrager også filosoffen Søren Kierkegaard. Han blev nemlig meget præget af Brødremenighedens tanker, da han som barn og ung fulgte familien i Brødresocietetet i København hver søndag efter gudstjenesten i Domkirken.

Maleren Jeppe Madsen Ohlsens jammerlige liv beskrives også. Han varfødt i Christiansfeld, men fik storhedsvandvid og færdedes på hoteller og kunstudstillinger, mens hustruen måtte på fattighus og børnene blev skilt som plejebørn i forskellige familier. Til sidst omkom Jeppe Madsen Ohlsen af druk.

Blandt de andre spændende historier i bogen er fortællingen om Mama Larsen. En pige fra Salling, som hørte Guds stemme, mens hun passede kvæg. Hun uddannede sig herefter til sygeplejerske og rejste til Tanzania, hvor hun arbejde i 40 år, før hun vendte hjem til Christiansfeld.

Med bogen har Henri Nissen ønsket at give en personlig og levende fremstilling af byens DNA. Helt forskellig fra andre bøger om Christiansfeld, der anskuer byen ud fra faglige og akademiske vinkler. Hjerternes By er en folkebog, der er letlæst, godt illustreret og som udfordrer læseren til at overveje, hvad det var, der drev de brødre og søstre, som byggede byen og boede i den i de første dramatiske år.

 

Se også