Æblekagefest og SMUK koncert må aflyses

I 2021 deltog over 400 i æblekagefesten i Cuben.

Den annoncerede ”æblekagefest” den 24. september i Cuben i Christiansfeld er blevet aflyst og udsat til et andet tidspunkt.

Det meddeler arrangørerne. Aflysningen skyldes, at Slesvigske Musikkorps (SMUK) ikke kan medvirke, som de plejer.

Slesvigske Musikkorps er et af forsvarets tre musikkorps. Musikerne er fuldtidsansat her, og de er nu blevet beordret til Bornholm for at spille den 24. september.

– Vores annoncerede koncert må derfor aflyses/udsættes. Det var noget, vi vidste kunne ske, men selvfølgelig håbede vi aldrig, det ville ske.

I øjeblikket arbejdes der på en ny dato først i oktober, så hold øje med annonce i avisen i næste uge, hvor den nye dato oplyses, fortæller SMUK arrangører-udvalget, som består af Jens Christian Ravn, Inger Christensen, Bodil Johannsen og Karen Margrethe Simonsen.

Det er 9. gang udvalget har planlagt en æblekagefest og koncert med Slesvigske Musikkorps i Cuben. Det plejer at være en meget populær fest, som tiltrækker flere hundrede deltagere.

Se også