FOA: Vejen ligger i top – Kolding i bund med antal ansatte for ældre

Der bliver stadig flere ældre pr. ansat i den kommunale ældrepleje.
Der er nu 15,3 ældre pr. social- og sundhedsmedarbejder i de syd- og sønderjyske kommuner.
I 2016 var tallet kun 13,7. Medarbejderne har altså fået mere at bestille.
Det viser nye beregninger fra FOA (Fag Og Arbejde), som er en fagforening for bl.a. offentligt ansatte og pædagogmedhjælpere.
“Det er deprimerende tal. Den nye ældrelov er lige fyldt ét år. Den handler netop om at give bedre omsorg til den enkelte ældre, ved at ansatte og borgere kommer tættere på hinanden, så vi forstår den enkelte ældres liv og forudsætninger. Vi kan ikke leve op til lovens intentioner, når kommunerne ikke lader antallet af ansatte følge med antallet af ældre,” siger Tanja Nielsen, som er formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
Hun peger også på, at Kolding i 2026 har det højeste antal ældre pr. ansat med 16,6, tæt fulgt af Haderslev med 16,2. I den anden ende af skalaen ligger Vejen med kun 12,5 ældre pr. ansat. Dette skyldes bl.a., at Kolding har fået flere ældre, mens Vejen har fået færre.
“Når vi lever længere, stiger behovet for pleje og omsorg. En 85-årig har i gennemsnit et langt større plejebehov end en 75-årig. Den udvikling afspejles ikke i tallene, men den mærker medarbejderne hver eneste dag,” siger hun.