Seniorformand holder træffetid i Vamdrup
Ligesom man kan komme til kaffe med borgmesteren på rådhuset, kan man nu også møde formanden for Senior- og Sundhedsudvalget, Søren Rasmussen og komme med gode idéer.
Mandag den 31. august kl. 16.30-17.30 besøger udvalgsformanden Lindely i Vamdrup med træffetid.
– Jeg har stor glæde af at tale med de mennesker, vi arbejder for, og som vi blandt andet leverer hjemmehjælp, madservice, hjælpemidler, sygepleje og meget andet til. Vi vil altid gerne forbedre os og høre forslag – f.eks. til nye tiltag, så jeg får meget godt ud af disse møder, som jeg begyndte på i marts, siger Søren Rasmussen.
Og han lægger stor vægt på netop at komme rundt i centerbyerne, så de, der ikke har så let ved at transportere sig, lettere kan deltage i træffetiderne.
Træffetiderne er ikke en erstatning for at få et møde med ham på rådhuset, eller at han kommer på besøg. Det er blot et supplement.
Vigtigst er for ham, at det er let at komme i kontakt med den ansvarlige formand for Senior- og Sundhedsudvalget.
/ seb