Bakkegården: Den sag er ordnet og lukket ned

CHRISTIANSFELD: – Den sag er ordnet, og den er nu lukket ned 

Sådan lød det fra Nicolaj Beck, direktør for vognmandsfirmaet BM Bakkegården på Bakkegårdsvej ved Christiansfeld. Avisen spurgte, hvordan det gik med Kolding Kommunes politianmeldelse for ulovlig opbevaring af affaldsprodukter for tæt ved Kokær Bæk og for at have skyllet boremudder ud i vandløbet.

Sagen trak ellers for et stykke tid siden rigtigt store overskrifter i JydskeVestkysten både regionalt og lokalt. Og ikke mindst fordi Kolding Kommune overraskende har valgt totalt, at mørklægge sagen, og fordi kommunen har afslået JydskeVestkystens ansøgning om aktindsigt i sagen. Hvilket avisen fandt absolut utilfredsstillende.

Kommunen havde end ikke sat sagen på politiske dagordener – og heller ikke, som sædvane ellers er, som lukket sag.

– Hvordan skal det forstås, at sagen nu er lukket?

– Vi har bragt tingene, som man var utilfredse med, i orden, og vi har derefter modtaget skriftligt fra kommunen, at de har erklæret sig tilfredse hermed, og det betragter jeg som en afslutning på sagen, siger Nicolaj Beck.

Ingen forurening

Nicolaj Bech mener i øvrigt ikke at have forurenet miljøet overhovedet, og han stiller sig noget overraskende over, at det i det hele taget førte til politianmeldelse. 

– Har kommunen dermed trukket politianmeldelsen tilbage?

– Det ved jeg ikke noget om. Men det kan kommunen vel svare på, replicerede Nicolaj Bech.

Har politiet aflagt besøg på Bakkegården?

– Ja, vi har haft besøg af en mand fra poltiet, svarer Beck. 

By- og udviklingsdirektør i Kolding Kommune, Merete Dissing, har ingen kommentarer til sagen. Hun henviser til, at det fortsat handler om en lukket sag og derfor ikke kan udtale sig. 

/bro

Se også