Koncert og folkefest på Skamling – med flamenco

Besøgscentret på Skamlingsbanke i fokus ved koncert og folkefest. (Foto: sebro-press).

Af Svend Erik Brodersen

journalist (DJ)

KULTUR: Her i sensommeren byder Museum Kolding på særlige sommeraktiviteter på Skamlingsbanken. Der bliver intimkoncert og folkefest med flamencodans og fællessang:

Der lægges ud torsdag den 12. august om aftenen med en anderledes koncert med titlen »72«. Det handler om et indslag med musik, digte og fortælling om drømme.

– Det nye besøgscenter på Skamlingsbanken kommer til at danne de flotteste rammer om denne koncert-oplevelse, der er skrevet og udført af Karen Troldborg, som er en finurlig digter, sangskriver og sanger med noget på hjertet.  Hun har igennem flere år skrevet sine drømme ned, og det er der kommet en række underfundige sange, digte og fortællinger ud af, fortæller Karen Maria Dixen, der er kommunikationschef hos Museum Kolding.

Karen Troldborg bliver undervejs akkompagneret af trommeslageren Eddi Jarl. Koncerten starter klokken 19.30. Og da arrangementet holdes i stedets Besøgscenter, bliver det også muligt at købe lidt at spise og drikke inden koncerten og i pausen. Det koster 75 kroner at overvære koncerten. Billetter kan købes på billetto.dk.

Folkefest

Begivenhederne på Skamlingsbanken følges op søndag den 22. august med noget af et brag. Her lægger Museum Kolding nemlig op til en rigtig folkefest, men ikke helt som i gamle dage:

– I dette indslag på Skamlingsbanken, er der lagt op til en intens oplevelse. Da gæstes stedet nemlig af Rasmus Dissing & Flamencolegenderne, sammen med den danske flamencodanser Kirstine, fortæller Karen Maria Dixen.

Indslaget med Rasmus Dissing og flamingodanserne foregår med start klokken 11.30 og slutter kl. 13.30.

Her skal den danske sangskat på det historiske sted møde den spanske flamencokultur til en koncert med både medrivende musik, dramatiske danse, fællessang, paella og Spaniens bedste sherryskænker, fortæller Karen Maria-Dixen.

Folkefesten på Skamlingsbanken den 22. august arrangeres i samarbejde med Flamenco-Teatret og Verdenshøjskolen.

Også ved dette indslag bliver det nye Besøgscentret centrum om begivenheden. Men selve folkefesten afvikles på den store græsplæne ved centret, hvor fra der er flot udsigt over Lillebælt.

Det koster 125 kroner, at komme ind – inkl. paella. Billetten købes på billetto.dk,

– Med initiativerne i denne sommer på Skamlingsbanken vil vi genskabe nogle af de begivenheder, som gennem tiderne har gjort stedet kendt for sine nationale møder med taler musik og dans. Skamlingsbanken kommer til at runge i én fælles kraft, siger Karen Maria-Dixen, der er kommunikationschef hos Museum Kolding.

Se også