’Museum Kolding’ mister erfarne guider i Christiansfeld

Otte ud af 12 guider er stoppet – de tre på grund af alder eller helbred, men 4-5 på grund af utilfredshed med krav fra ’Museum Kolding’...

Af Sv. E. Brodersen og Henri Nissen.

Efter at Christiansfeld Centret har mistet sin selvstændige status og er blevet lagt ind under »Museum Kolding«, er der sket stor udskiftning af 8 af de 12 erfarne guider, som har vist gæster rundt i byen.

På et møde i foråret blev guiderne præsenteret for den nye direktør, Rune Lundberg. Han skulle fremover være chef for både Staldgården i Kolding, Skamlingsbanken og Christiansfeld Centret. 

På mødet oplyste tre af de kendte og erfarne guider, at de ville stoppe på grund af alder eller helbred. Det var Lorenz Asmussen, Jørgen Henneke, Kristian Grøn. På mødet fik guiderne på vej hjem besked om, at priserne nu ville blive hævet fra 1000 kr. til 1350 kr. for en rundvisning af grupper op til 25 personer. Guiderne har før selv fået 490 kr., men selv om priserne nu steg kraftigt, ville de kun få 20 kr. mere, nemlig 510 kr. 

I april fik guiderne i april tilsendt en aftale, som de blev bedt om at underskrive. Herefter måtte guiderne ikke have andre betalte rundvisninger i byen. 

Det nægtede fire af guiderne at skrive under på, nemlig Finn Johansen, Ingrid Markussen, Poul Erik Jespersen og Vivi Autzen. Desuden har Hanne Olsen valgt at stoppe. 

– Vi havde nok forskellige begrundelser. Selv syntes jeg, at prisstrukturen ikke var rimelig. Jeg fandt det også urimeligt, at vi ikke måtte få noget for at bruge den viden om byen, vi som guider hver især har erhvervet os, i andre sammenhænge. Det virker, som om Museum Kolding vil tage patent på den kommercielle formidling af byens historie, siger Vivi Autzen. 

Hun ville gerne fortsætte, hvis aftalen blev justeret. 

– Men der var ikke tale om en forhandling, siger Vivi Autzen.

Det bekræfter byens tidligere turistchef Finn Johansen, som heller ikke ønskede at underskrive.

– Jeg ville da gerne fortsætte. Jeg ville blot ikke skrive under på, at jeg ikke måtte have andre rundvisninger. Og så fik jeg bare at vide, at »vores veje skiltes«. Der var ingen forhandling. Og jeg blev efterfølgende taget af de rundvisninger, jeg allerede var sat på, fortæller Finn Johansen. Det samme skete for de andre. For flere har det betydet et tab på ca. 30.000 kr. 

Han beklager også at der nu skiltes med »Museum Kolding«.

– Jeg synes, det er så forkert, at det ikke må hedde Christiansfeld eller Skamling længere. Folk kommer jo for at se Christiansfeld. At kalde det Kolding virker så fjernt. Og jeg synes heller ikke, at man i telefonen skal sige »Museum Kolding«, når folk ringer til Christiansfeld Centret, siger den tidligere turistchef, som i dag også er giftefoged i Christiansfeld. Han beklager det erfaringstab, der sker ved at nye guider skal overtage. 

Heller ikke Ingrid Markussen ville skrive under:

– Det virker mærkeligt, at vi både skulle skrive under på, at vi ikke var ansatte – af hensyn til forsikringen – og samtidig skulle love ikke at vise egne grupper rundt. Jeg vil ligesom de andre gerne fortsætte som guide. Men det er åbenbart ikke muligt under de nye forhold, beklager hun.

Christiansfeld Avis har spurgt »Museum Kolding« om en kommentar til næste uges avis.

Se også