Kolding dæmper lyset

Ingen lysfestival og mørk Koldinghus

Koldinghus slukker også for lyset.

KOLDING: Efter regeringens pressemøde, torsdag, hvor der blev opfordret til at spare på strømmen, har bestyrelsen for Kolding Light Festival besluttet at aflyse i år. I hvert fald i den form, som kendes fra tidligere. Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

– Vi er enormt glade for den positive opbakning, vi har mødt til lysfestivalen fra publikum, det politiske liv og fra sponsorer i erhvervslivet, men ovenpå energikrisen og de markante spare tiltag, vi alle bliver pålagt, kan vi ikke forsvare at sætte strøm til lysfestivalen i 2022, siger Henrik Larsen, formand for Kolding Light Festival.
Festivalen vil dog forsøge at arrangere en anden form for festival uden reel belysning, men med oplevelser, som kan lyse op mentalt:
– I Corona-tiden så vi, hvor meget det betød, at der trods alt skete noget i mørket. Vi håber, at en mindre markering i år også vil lyse op i en mørk tid, siger festivalens leder Jesper Johansen. Og nu ledes der så efter strømfrie oplevelser, der kan varme hjerterne i nogle timer, fredag eller lørdag aften i første weekend i december.
Der var ellers lagt op til Danmarks største lys festival i Kolding i år i december. Anledningen var, at Kolding Light Festival kunne fejre ti års jubilæum. Foreløbig udskydes fejringen til 2023.
Også Koldinghus har reageret på regeringens opfodring til at spare på unødvendig belysning. Kongernes Samling har meldt ud, at man også slukker lys på slottet. /sebro

Se også