Fin musik og god underholdning

434 overværede årets SMUK – æblekagefest i Cuben i Christiansfeld

Tekst og foto: Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)

En veloplagt Trine Gadeberg med et indslag i sin underholdning i Cuben onsdag eftermiddag.

CHRISTIANSFELD:  – Og så rejste publikum sig spontant op og klappede taktfast. Det er noget, vi ikke er så vandt til her i Christiansfeld. Og endda hele to gange.
Sådan lød det fra en glad og et yderst tilfreds medlem af den lille gruppe på fire borgere i byen, som kalder sig for ” SMUK-udvalget”, og som står bag de bag populære SMUK-koncerter, der for fjerde gang gik hen over scenen i Cuben onsdag eftermiddag.
Og vi kan vist ikke blive uenige med ret mange, som overværede koncerten, når vi skriver, at det var en fantastisk oplevelse – både hvad angår musik og underholdning:

Udsolgt med venteliste

– Vi har solgt 434 billetter, og det betyder, at vi har udsolgt – og endda med flere på ventelisten, sagde Bodil Johannsen veltilfreds, da vi mødte hende ved indgangen til salen. Hun er medarrangører af koncerten, sammen med Jens Chr. Ravn, Inger Lorentzen og Karen Margrethe Simonsen. Gruppens formål er at arrangere musik og underholdning for alle til en rimelig pris.

Publikum sendte taktfaste klapsalver op mod scenen som tak for der de så og hørte.

Veloplagt publikum
Det var også et veloplagt publikum, der var lukket ind i den store sal i Cuben – men skulle der alligevel have været nogle med humøret lidt i bund – så blev nok vendt op på det,  da skuespilleren, entertaineren og revykunstneren, Trine Gadeberg, sprang op scenen, hvor hun veloplagt både fyrede vittigheder og sang af.
Og SMUK- orkestret – sat sammen af musikere fra et af Danmarks tre militær orkestre, Slesvigske Fodregiments Musikkorps,  leverede koncert i topklasse,  dirigeret af Peter Ettrup Larsen – en opgave han påtog sig både med stokken sikkert i hånden og med ledsagende festlige ord til hvert nummer – på hans helt egen charmerende facon.
Første afdeling bestod af syv numre i en skøn blanding af musik for manges smag. Indledt med ”Strike up the band” krydret med indslag af Trine Gadeberg, blandt andet i en udgave af Gitte Hænning – og med hendes populære ever greens.
Afdelingen sluttede med en flot musikalsk hilsen fra orkestret til Danmarks udsendte. Naturligvis også med Peter Elstrup Larsen med fast greb om dirigentstokken og sluttende klapsalver fra et åbenbart tilfreds publikum.

Så er der serveret æblekage – 70 skåle af slagsen blev der sat til livs.

Og så blev der traditionen tro spist lækker frisklavet sønderjysk æblekage til den store guldmedalje.  Lige i omegnen af 70 skåle med æblekage blev der sat til livs, og der blev skænket kaffe op til alle. En opgave et korps af frivillige bravt havde taget på sig. Godt gået!

Festlig start på 2. afdeling
Anden afdeling blev på festlig vis indledt af musikkorpsets med Dronning Margrethe den II’s Parademarch. Og der fortsattes med en blanding af musik af kendte stykker og komponister.
Nævnes kan Bouquet Royal og Otto Allins Trommepolka af H.C. Lumbye, Jens Vejmand via fællessang og Patricia ved Per Hyttel på keyboard. Krydret med underholdning i topklasse af veloplagte Trine Gadeberg.

Trine Gadeberg er blandt mange ting kendt som “Pyt” i Tv – Nissernes Ø, og har som skuespiller medvirket i mange ting. Her blandt andet opsætningen af The Sound of Music, og med diverse optrædener i forskellige kendte revyer  rundt om i Danmark. Hun bor privat i Sdr. Bjært.

Trine Gadeberg sang også Kai Normanns Andersens: ”Glemmer du – så husker jeg…”.  Og det var med så stor succes, at publikum spontant rejste sig op og klappede taktfast – og det samme, da Trine Gadeberg sang ”Elvis” duet sammen med Martin Knudsen fra musikkorpset.

 

Jens Chr. Ravn og Bodil Johannsen – fanget i linsen under samtale. 

Vender tilbage næste år
Koncerten i Cuben onsdag kan sammenlagt bestemt betegnes, som vellykket og rig på oplevelser. Jens Chr. Ravn sluttede arrangementet fra scenen med at takke alle, og med at fortælle, hvis alt går vel, vil SMUK-æblekagefesten vende tilbage næste år. Der sporedes udbredt smil og tilfredshed, hos publikum, da de forlod Cuben – for denne gang

Se også