Klar – parat – start

Så er Genforenings- og Grænsemuseets NYHEDSBREV 2021 med 16 sider farvefotospækkede sider om blandt andet 2020-genforeningsfestlighederne blevet pakket og afsendt. Onsdag aften i uge 4 var museets nyeste sal nemlig omdannet til »pakketerminal«.  

Fem af museets bestyrelsesmedlemmer, så mange som man p.t. må forsamles, pakkede nyhedsbreve til museets trofaste støtter. Naturligvis under corona-korrekte forhold med to meters afstand imellem sig.

Men som det ses på fotoet, så dur et pakketeam ikke uden mad og drikke. En øl og et stykke mad var et velkomment startskud til en hyggelig pakkeaften. Bag fotoapparatet stod det femte medlem af pakketeamet. De øvrige bestyrelsesmedlemmer kunne holde fri og fik sig en hjemmehyggeaften  med mulighed for en nervepirrende håndboldkamp transmitteret direkte fra Egypten.  

Ca. 500 breve blev pakket til både udland og indland. Omkring 200 af disse omdeles lokalt af bestyrelsen  i Kolding – Christiansfeld og Haderslev som »fodpost« og sparer derved museet for elleve portokroner pr. styk.

Flere frivillige museumsvenner har henover vintermånederne været i gang med at give museets udstillinger et ansigtsløft med plads til nye effekter i udstillingen, mere plads til siddende gruppegæster og bedre oversigtsforhold. Nu venter vi så spændt på, hvornår vi må og kan invitere 2021-museumsgæsterne indenfor, fortæller Kaj G. Nielsen.

Se også