Borgen i Tørning

Af Lars Østergaard Jensen

I 2020 besøgte vi 26 gamle voldsteder fra middelalderen indenfor 30 km afstand fra Christiansfeld. Denne gang går turen til et af Nordslesvigs største voldsteder, Tørning.

Artiklen bygger på museumsinspektør Lennart S. Madsens beskrivelser i bogen »Voldsteder i Danmark – en vejviser – Jylland 2« som vi bringer uddrag fra.

Mægtige mænd

– Hverken fra beskrivelser eller arkæologiske undersøgelser vides der meget om, hvordan den store borg har været indrettet. Der har kun været gravet på borgen i nogle få dage i 1926 ved Nationalmuseet og en enkelt dag i 1991 ved Haderslev Museum. De fundne genstande daterer sig fra 1300 til 1500. 

Det var mægtige personer, der havde Tørning som hovedsæde. Den nævnes første gang i 1331, da grev Gerhard (den kullede greve) lovede den holstenske væbner Henneke von Hummersbüttel, at han måtte få Tørning som pantelen, hvis Hindsgavl, som han på det tidspunkt havde som pantelen, skulle blive taget fra ham. 

I samme dokument nævnes, at ridderne Hartwig og Claus Reventlow – to andre af grevens trofaste støtter – havde Tørning i pant. 

Gården var altså oprindelig kongelig ejendom. Det er altså inderkredsen omkring grev Gert, der sættes i forbindelse med Tørning, som allerede på det tidspunkt må have været en meget vigtig borg og hovedsæde i et stort gods. 

På danske hænder

Den næste, der nævnes på borgen, er endnu en holstensk ridder, Marquard Wulf, men i 1340´erne indløstes panten af Valdemar Atterdag. 

Tørning skiftede atter hænder, Claus Limbek (den ældre), der nu blev panthaver, var også af holstensk adelsslægt, men var gået over på Valdemars side efter grev Gerhardts død. 

Ejede alle borge

Limbek blev en af rigets mægtigste mænd i 1300-tallet og var bl.a. rigets drost og høvedsmand på Riberhus. Han døde omkring 1370, og sønnen Henneke Limbek overtog Tørning. Som sin far var Henneke en usædvanlig driftig herre. Det lykkes ham på samme tid at tjene to herrer, nemlig den slesvigske hertug og den danske konge. I løbet af perioden fra 1370 til han faldt i Ditmarsken i 1404, lykkedes det ham at komme i besiddelse af samtlige kongelige eller hertugelige borge tværs over det nordlige Sønderjylland og det sydlige Nørrejylland: Tørning, Skinkelsborg, Gram, Skodborghus, Trøjborg, Riberhus og Vardehus. 

Samtidig opkøbte han et stort antal gårde i herrederne omkring Tørning, og i 1394 overdrog den daværende slesvigske hertug, den holstenske grev Gerhard den 6., ham hele Gram herred i pant. 

På dette tidspunkt var det tydeligt, at Tørning med tilhørende avlsgård og fæstegårde regnedes for Henneke Limbeks private gods.

Hans søn, Claus Limbek (den yngre), støttede helt og fuldt dronning Margrethe og i en periode også Erik af Pommern. I 1407 solgte han Trøjborg og Skinkelsborg til dronningen. Imidlertid følte han sig efterhånden personlig forfulgt af Erik af Pommern, og længere tids strid førte i 1421 til, at Claus Limbek opsagde kongen huldskab og troskab og gik over til de holstenske grevers parti. I taknemmelighed pantsatte de ham Gram (igen), Hviding, Frøs og Kalvslund herreder, det der senere med tilføjelse af Nørre Rangstrup herred blev til Tørning len under Ribe stift. 

Erik af Pommern angreb og belejrede Tørning, men holstenerne kom Limbek til hjælp. Det var under disse kampe, der bl.a. foregik ved Immervad Bro på Hærvejen, at de danske »led et fandens bad«, som beskrevet i et samtidigt digt. Claus Limbek døde i 1426. 

Ahlefeldt

Herefter blev slægten Ahlefeldt borgherre på Tørning. Benedikt Ahlefeldt hørte til inderkredsen i det slesvigske-holstenske ridderskab og deltog i de forhandlinger, der gjorde Christian den 1. til slesvigsk hertug og holstensk greve i 1460. Han døde i 1470, og i 1494 solgte hans to sønner Tørning for den umådelige sum 102.000 mark lübsk. Det var da det absolut største gods i Nordslesvig med omkring 700 gårde under sig. Den ene af sælgerne, Hans Ahlefeldt, indskrev sig i Danmarkshistorien som Kong Hans’ bannerfører i slaget ved Hemmingstedt under togtet til Ditmarsken. 

Dannebrog

Ifølge legenden svøbte han Dannebrog omkring sig, inden han dræbt sank til jorden. Efter traditionen var flaget det Dannebrog, der faldt ned fra himlen i Estland i 1219. 

Ditmarskerne anbragte fanen i kirken i Wöhren, men Frederik den 2. tilbageerobrede flaget i 1559 og lod det ophænge i Slesvig Domkirke, hvor det synes at være gået til grunde omkring 1660.

Fra 1494 til 1523 sad forskellige kongelige amtmænd på Tørning, men herefter blev Tørning len lagt sammen med Haderslev len, og bygningerne gik i forfald, indtil det hele brændte ned i 1597.

Læs videre

Udover bogen »Voldsteder i Danmark – en vejviser – Jylland 2« fra 1999, som museumsinspektør Lennart Madsens beskrivelser stammer fra, kan jeg anbefale den nyere bog »Fyrretyve Fortællinger Fra Sønderjylland« udgivet af Sprogforeningen i 2014. I et af bogens kapitler bringer Lennart Madsen en endnu mere grundig beskrivelse af voldstedets historier.

Kørselsvejledning: 

Fra Haderslev køres mod Vojens. 1.8 kilometer efter motorvejsbroen drejes til venstre mod Hammelev, og umiddelbart derefter drejes til højre mod Tørning, der ligger ca. 1 km fremme ad vejen. Der er parkeringspladser både nord og syd for voldstedet, samt et mindre museum indrettet i de tidligere møllebygninger, der bl.a. rummer en model af voldstedet.

Beskrivelse af
voldstedet 

Voldstedet måler henved 200 x 150 meter med største udstrækning i sydøst-nordvest. Det er et meget kompliceret anlæg, og selv når man går rundt på området, kan det være vanskeligt at danne sig et overblik over, hvordan det oprindelig anlæg må have set ud. Den vej, der i dag går igennem voldstedet vestlige del, blev først anlagt i 1753. Vejen blev da gravet igennem hovedbanken – så de to høje banker, der i dag adskilles af vejen, hang altså oprindeligt sammen.

Voldstedet er dannet på en høj og markant landtange, der fra syd skyder sig ud i en dalsænkning, Banken er således omgivet af lavninger mod vest, nord og øst. Nord og øst om tangen løber Tørning Å igennem dalen. Den eneste adgangsvej har således været fra syd. 

Gårdbanken og
hovedbanken

Selv voldstedet består af to banker: Sydligst ligger gårdbanken, en ca. 100 x 35-40 meter stor, firesidet banke med største udstrækning nordvest-sydøst. Banken er mod syd, ind mod land, afgrænset ved en 10 meter bred og op til 5 meter dyb, fugtig grav, der dog i den vestlige del er noget udjævnet. Mod øst er banken afgrænset af en brat skråning ned mod dalen, og mod vest skråner den ned imod et vådområde. 

Gårdbankens nordlige afgrænsning udgøres af endnu en fugtig grav – ca. 90 meter lang, 3-4 meter bred og 2-3 meter dyb – der adskiller gårdbanken fra selve hovedbanken. Den er til dels fra naturens hånd og til dels kunstig opbygget, i flere plateauer. 

Ned mod voldgraven ligger en slags indre forborg, der strækker sig syd og vest om et højt plateau med stejle sider, der udgør den centrale borg.

Ydervolden

Den indre forborg er mod syd afgrænset af ovennævnte voldgrav, der også afgrænser den mod øst, Her, ud mod ådalen, ligger der desuden en 10 meter bred og ind til 3 meter høj ydervold udenfor graven. Vejn fra 1753 løber over denne indre forborg, og i dens sydligste hjørne er i dag anlagt en lille parkeringsplads.

Nord for forborgen rejser sig med stejle skråninger en cirka 100 x 75 meter stor og meget høj banke, der længst mod nord hæver sig op til en højde af 14 meter over dalen. Adgangen hertil er gået over en buet, 10 – 15 meter bred og indtil 4 meter dyb, tør voldgrav, Den er næste udjævnet mod nordøst, og dens vestlige del er fjernet ved anlæggelsen af vejen. Over graven fører en bred dæmning, der leder over til et smalt plateau, der vest om den store banke snor sig op til, hvad der må opfattes som den indre borggård på bankens top. Dette område udgør et langstrakt, forholdsvis fladt område, der i nord afsluttes af en cirka 2,5 meter høj og 25 x 12 meter stor forhøjning. Hertil skal naturligvis lægges den cirka 50 x 44 meter store banke vest for vejen, der oprindelig har udgjort en del af den indre borggård, men som vejen i dag afskærer herfra.

To andre voldsteder
nord for ådalen

På den anden side af ådalen – nord for borgen – er der endnu to anlæg, der kan opfattes som voldsteder. Det drejer sig om to skanseagtige anlæg oppe op dalens høje, sydvendte brink henholdsvis 80 meter vest og 80 meter øst for vejen, der fra Hammelev fører ned til Tørning. Den vestre er nærmest af rektangulær form med grave og en lille cirkulær banke i det sydvestlige hjørne, hvorimod den østre er halvcirkelformet med en aflang banke i det sydøstlige hjørne. Det kan være en såkaldt »modborg«, opført af en fjende under en belejring af Tørning, men de vender ikke helt, som man skulle forstille sig – med front mod borgen, så de kan derfor også have fungeret som en slags fremskudte værker.