Årsag til voldsom brand på gård endnu uopklaret

Heldigt at ingen kom til skade.

Således så det ud på brandstedet på Østerby Mosevej efter de sidste gløder var slukket. Som det ses levnede ilden ikke meget tilbage af bygningerne.
(Foto: sebro-press).

VAMDRUP: Årsagen til en voldsom brand, som umiddelbart før påske lagde udbygningerne til en landbrugsejendom ved Vamdrup i ruiner, er endnu ikke fundet. Sagen efterforskes stadig teknisk, lyder det fra politiet.

Branden udbrød natten til tirsdag, 30. marts 2021.

Klokken 02.00, gik meldingen ind til TrekantBrand’s vagtcentral om gårdbrand på adressen, Østerby Mosevej 3, 6580 Vamdrup.

Vagtcentralen sendte straks alarmen videre til station Stepping, og kort efter blev tilkaldt assistance fra flere nabostationer.

Branden var så voldsom, at en lade med indbygget garage samt tilstødende sidebygninger blev lagt i ruiner.

Det betragtes som noget af et held, at det ikke gik langt værre. Husets beboere sov nemlig trygt i stuehuset, som er bygget sammen med den udbrændte lade, da branden blev opdaget.

Stedets ejer fortæller, at det var noget af et tilfælde, at branden blev opdaget, inden den nåede til stuehuset. Og det var kun, fordi en af husets beboere tilfældigvis på tidspunktet skulle en tur på toilettet.

Stuehuset blev i sidste øjeblik reddet fra at blive flammernes bytte. Ejeren mener, det skyldes at muren mellem laden og stuehuset består af en ret tyk massiv mur.

Branden menes, at være opstået i en bunke træpiller i den udbrændte ladebygning, fortæller ejeren.  

 /bro

Således så det ud på brandstedet på Østerby Mosevej efter de sidste gløder var slukket. Som det ses levnede ilden ikke meget tilbage af bygningerne.
(Foto: sebro-press).
Se også