Dronningen måtte holde på hatten

Der stod søndag formiddag en kraftig vind fra nordvest hen over Frederikshøj, så Dronningen måtte holde godt fast i sin flotte hvide bredskyggede hat.

Af Svend Erik Brodersen

Vinden fra nordvest var så kraftig, at Dronningen måtte holde på sin flotte hvide bredskyggede hat, da hun søndag deltog i 100 års-fejringen af Genforeningen på Frederikshøj.

Vinden var så kraftig på Frederikshøj, at hatten pludselig lettede under majestætens gang fra det kongelige telt til talepodiet. Kun en lynhurtig reaktion fra Dronningen hindrede hatten i helt at blæse bort. Og mens Dronningen havde nok at gøre med at holde på hatten, tabte hun sin hattenål. Men det så viceborgmester Søren Rasmussen, som hurtigt fik den samlet op og overrakt til Dronningen igen – ledsaget af et lille koket nik.

Og hattenålen fik Dronningen så rigeligt brug for under sin fine tale. For her måtte hun også gribe til at holde på hatten, samtidig med at skulle holde styr på et blafrende manuskript.

Men til trods for vindens drillerier holdt Dronningen en flot tale, hvor hun med fine ord kædede fortid, nutid og fremtid sammen i grænselandet med rod i hendes farfars berømte ridt over grænsen i 1920.

Inden Dronningen gik til podiet, lød der også ord fra Koldings borgmester Jørn Pedersen, regionsformand Stephanie Lohse og Kaj G. Nielsen fra Genforenings- og grænsemuseet. Kaj G. Nielsen blev i øvrigt i forbindelse med fejringen slået til Ridder af Dannebrog med medaljeoverrækkelse ved borgmester Jørn Pedersen.

Den stride vind fik flagene i den flotte faneparade til at blafre lidt for meget. For folkene, der havde ansvaret for de mange hestes sikre gang i eskadronen og foran kareten med de kongelige, anmodede fanebærerne om at holde flagene ind til stængerne, men hestene passerede forbi.

Læs videre side 8-9

Læs videre side 8-9

Og i kareten sad Dronningen, kronprins Frederik og prins Christian. Fejringen af 100-året for grænseflytningen mod syd var i gang. En flytning, som betød at Sønderjylland kom tilbage til Danmark efter 56 år under tysk styre.

Under forløbet fik Dronningen også klippet snoren til en ny flot bronze skulptur, som er sat netop på stedet, hvor den gamle grænse helt præcist gik.

Lige så præcist som det hele begyndte sluttede højtideligheden ved Frederikshøj. Kongebilen, Krone 1, rullede frem. De kongelige steg ind. Vinkede til farvel , og så gik ellers hastigt videre til flere genfejringer i Sønderjylland med næste stop i Haderslev.

Og lige bortset fra vindens små drillerier, så forløb alt ved Frederikshøj på bedste vis. Alle som fik lov til at overvære begivenheden fik en god og minderig oplevelse. Og der er god grund til at rose Kolding Kommune, som havde ansvaret for denne del genfejreingen af grænseflytningen i 1920 for at godt tilrettelagt arrangement.  

 

Se også