– Vi passer godt på verdensarven
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
– Vi passer godt på Christiansfelds verdensarv. UNESCO kræver nemlig, at kulturarven løbende tjekkes, om den er i god tilstand. Og det sker i tæt samarbejde med Brødremenigheden, Kolding Kommune og Museum Kolding, forklarer Lise Thomsen, som er site manager i Christiansfeld.
Hun fortæller, at der årligt måles på to parametre. Det betyder, at siden udpegningen af Christiansfeld som UNESCO-verdensarv i 2015 er verdensarvsværdierne løbende blevet overvåget.
Parametrene er:
1) Verdensarvsstedet bærer et enestående, eller i det mindste sjældent, vidnesbyrd om en kulturel tradition eller om en levende eller uddød civilisation.
2) Er et fremragende eksempel på en type bygningsværk, arkitektonisk eller teknologisk samling, som illustrerer et eller flere betydelige trin i menneskets historie.
– Den ’kulturelle tradition’ handler om, hvorvidt Brødremenigheden eksisterer i Christiansfeld, og at den fastholder og løbende fornyer de traditioner, der er kendetegnende for menigheden.
Og så handler det også om de bærende elementer i Christiansfeld som den helt unikke byplan og de arkitektoniske værdier, forklarer Lise Thomsen.
Hun gør opmærksom på, at i bykernen er langt størstedelen af bygningerne fredet. Siden afslutningen af det store renoveringsprojekt af bygninger, gader og pladser i 2014 bliver de gamle smukke huse og historiske områder fortsat renoveret. Det sker netop for at sikre, at de gamle bygninger og andre værdier ikke går i forfald, og at byen dermed kan beholde status som UNESCO-verdensarvs by, siger Lise Thomsen, som er site manager for Christiansfeld.
– Derudover vurderes samtlige huse inden for verdensarvsområdet minimum hver 4. år på deres tilstand. Der foretages målinger bl.a. af det trafikale pres, og lindetræerne i gaderne efterses.
Alt sammen er det med til at give et billede af verdensarvens tilstand, og den er heldigvis god og stabil, så der er ingen grund til bekymringer om forfald.