Ville har sat sit slagteri på salgslisten
Han agter at stoppe - eller trappe ned - ved årsskiftet. Avisen har talt med ham om fortid, nutid og fremtid
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
HEJLS: Det er ganske vist. Slagteren i Hejls med Lars og Ville som fornavne og med Jensen som efternavn, men med Ville som forretningsnavn, har sat sin ejendom i Kjær Mølle ved Hejls på salgslisten.
Og går det som han ønsker, så sælger han – og trapper ned ved årsskiftet.
Et skilt ude ved vejen bekræfter, at ejendommen er sat til salg, og et andet skilt fortæller, at der både er gårdbutik og slagteri på adressen.
At det ikke handler om et helt almindeligt landsted fornemmes hurtigt. Der spores nemlig livlig trafik af folk og biler på gårdspladsen – og dørene til og fra butikken svinger lystigt.
Ville selv finder vi bag et stort skrivebord i et lokale, som han kalder for »slyngelstuen«. Inden vi går i gang med en snak om livet og stedet, hiver han sin vandpibe frem. Det bliver til et par sug og pust af røg ud i lokalet.
Han fortæller, at slagtningen for ham begyndte allerede i tolvårs alderen og har varet lige siden:
– Ja, min far var også slagter, så jeg blev jo næsten født ind i faget, fortæller han omgivet af røg fra sin vandpibe.
Det bliver hurtigt klart, at det handler om en mand, som har mange jern i ilden, og som han selv siger, har haft en lidt omflakkende tilværelse:
– Min far fik arbejde som konsulent ved det daværende FDB med at indrette slagterbutikker i koncernens supermarkeder. Og det betød, at vi kom til at bo mange forskellige steder rundt om i landet. Så jeg har faktisk ikke nogen steder, jeg kan kalde for min hjemstavn. Det sted, jeg har været længst er faktisk her i Hejls, fortæller Ville om sit liv.
Efter udstået læretid som slagter på slagteriet Kronborg i Veerst ved Vejen kom en tid med forskellige job som slagter i supermarkeder og en kort tid også som selvstændig.
– Det var, mens jeg havde job som slagter i det daværende Trica Supermarked i Kolding, at jeg fik øje på stedet her. Det var godt nok et forfaldent lille landsted, men med en skøn beliggenhed, og det blev købt i 1985 – altså for 37 år siden, husker Ville.
Fra hobby til det største
– Da jeg nu var slagter, og der var en bygning, som kunne bruges til slagtning, så startede jeg – sideløbende med mit job – et lille hobbyslagteri og slagtede lidt for folk i fritiden, fortæller han videre.
– Men det var faktisk orkanen 3. december 1999, som rigtigt satte gang i det. For da væltede de gamle bygninger, og det åbnede mulighed for at bygge noget nyt. Da hobbyslagteriet gik over forventningerne, hvorfor så ikke tage skridtet helt ud og bygge et tidssvarende slagteri og gøre hobbyen til erhverv, fortæller Ville fra sin plads bag skrivebordet i »slyngelstuen« – med et lunt glimt i øjnene.
Og så gik det ellers bare derudaf for den nye slagtermester i Kær Mølle.
I dag beskæftiger Ville ti medarbejdere. Det er mest lam, der slagtes, men også andre dyr så som kreaturer m.v. har deres sidste rejse til Kær Mølle:
– Vi er blevet til Danmarks største lammeslagteri med en omsætning på 25 millioner kroner om året. Ikke så ringe endda, føjer han til.
Helt som i gamle dage
– Ville fortæller også, at de mange dyr kommer fra landmænd, private og opkøbere:
– De kommer hver søndag eftermiddag, hvor handlerne indgås. Og det sker med gode solide håndslag – helt som i gamle dage. Håndslag er nemlig ligeså gode som underskrifter. Når der er slået hånd, så er der handlet. Nogle gange slås der endda så hårdt, at det kan gøre helt ondt oppe i skulderen, siger han spøgefuldt.
Kødet fra de slagtede lam sælges hovedsageligt til muslimer her i Danmark. Det øvrige kød afsættes til forskellige kunder blandt andet via en salgsvogn, der har faste stadepladser på torvet i Fredericia to gang om ugen og i Haderslev en gang om ugen.
– Dyrene, der er handlet søndag eftermiddag, gøres straks klar til slagtning, og hver mandag morgen klokken seks kommer dyrlægen og godkender, at dyrene er sygdomsfrie. Og så slagter vi ellers på livet løs hele ugen igennem, beretter mesteren i Kjær Mølle.
Går på jagt i Afrika
– At gå på jagt er også en af Villes helt store fascinationer. Det sker ikke kun lige om hjørnet:
– Sammen med min søn, Jacob og borgmester Jørn Pedersen, har vi jagtretten på jorderne til Klostergården her i Hejls.
Men et par gange om året går turen også til Afrika for at gå jagt, fortæller han.
Og så viser han et lokale på ejendommen, hvor der er syn for sagen. Rundt om på væggene hænger flotte trofæer af mange udstoppede dyr, som er skudt på jagtrejserne til Afrika:
– Når vi nu når hen på efteråret, så skulle turen gerne igen gå til Afrika. Det er en stor oplevelse hver eneste gang, som jeg nødig vil undvære, føjer han til.
Om fremtiden
– Ejendommen her skal helst sælges, som den er nu – med en forretning med fuldt drøn på. Men da jeg fylder 65 til jul, vil jeg benytte »Arne-modellen« til at trappe lidt ned. Så vil jeg bruge noget at tiden til at gå på jagt både herhjemme og i Afrika – og så har jeg ellers tænkt mig at købe en stor motorbåd og bruge et par måneder om året til at sejle de danske farvande tynde med besøg i alle havne, lyder det slutteligt fra Lars Ville Jensen – bedst kendt under navnet Ville.