Lokalt vandværk på forkant mod pesticider
Marker kan blive eksproprieret, men der ønskes en frivillig løsning.
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
ALLER: Det lille lokale vandværk i Aller ved Christiansfeld bringer sig nu på forkant i kampen mod forurening af drikkevandet med pesticider fra landbruget.
Som det første vandværk i Kolding Kommune sikres drikkevandet i Aller mod forurening gennem opkøb af dyrkningsrettighederne på landbrugsjord, der ligger omkring værkets vandboringer:
– Vi er ikke direkte truet af forurening med pesticider. Det vi gør nu, sker helt frivilligt for at efterleve en lov, som et enigt Folketing har besluttet, og som skal gennemføreres over landet for at sikre vores drikkevand bedst muligt mod forurening af pesticider. Og loven gælder for alle boringer ved vandværker, som ligger på landbrugsarealer, fortæller formanden for Aller Vandværk, Mogens Westen til avisen.
Mogens Westen fortæller også, at et forslag om opkøbet dyrkningsrettighederne i området ved Aller Vandværks boringer netop er – helt som det skal – godkendt af Kolding Kommune.
Til forhandlingsbordet
Tilbage står så selve opkøbet af jorden, men det ser Mogens Westen fortrøstningsfuldt på:
– Nu må vi jo sætte os til forhandlingsbordet med ejerne af jorden. Men da det handler om jordejere, som også er andelshavere i vandværket – endda som storforbrugere af drikkevand – så jeg tror og håber jeg på en fornuftig forhandlingsløsning, siger Mogens Westen.
Men uanset hvad der kommer ud af de forestående forhandlinger mellem vandværkets bestyrelse og jordbesidderne, så er det vandværket og dets andelshavere, der kommer til at betale gildet.
På spørgsmålet om hvad et opkøb eventuelt kan komme til at koste, svarer Mogens Westen med et lunt glimt i øjnene:
– Jeg har da gjort mine tanker, men jeg kan ikke rigtigt »huske« noget beløb.
Mogens Westen er ikke nogen »hr. hvem som helst« i dette spil. Han er kyndig landbrugsfagligt med en fortid som mangeårig direktør for Kolding Herreds Landbrugsforening, KHL.
Ret til ekspropriation
Hvis ikke vandværkets bestyrelse kan nå til enighed med jordbesidderne, så er der loven angivet ret og regler for eventuel ekspropriation af de nødvendige arealer ved vandværkets boringer.
Aller Vandværk har p.t. 220 andelshavere. I aftes, tirsdag den 14. september, var der generalforsamling. Mødet blev holdt på Aller Friskole.