Molle vil have fartskilte flyttet – før der sker en ulykke
Af Svend Erik Brodersen
HEJLSMINDE: Molle Lykke Nielsen, som lige netop er genvalgt til byrådet for DF, er trukket i sit nye arbejdstøj. Han vil have en 60 km’s fartbegrænsning på Hejls Landevej udvidet, så den også kommer til at dække til- og frakørslen til de store sommerhusområder – og det skal være før, der sker en ulykke:
– Jeg tager sagen op efter henvendelse fra flere borgere, som ikke kan forstå, at en bestående hastighedsbegrænsning til 60 kilometer på Hejls Landevej ikke også dækker en stærkt trafikeret til- og frakørsel til de store sommerhusområder i Trappendal og Teglgåden. Og det kan jeg heller ikke forstå:
– Der er rigtigt mange, der daglig skal til og fra de to store sommerhusområder. Ikke mindst i turistsæsonen. Og det kan være svært at komme sikkert til og fra landvejen, fordi mange kører meget hurtigt på landvejen, hvor der nu må køres med 80 km i timen. Problemet, som jeg ser det, kan løses ved at udvide den bestående 60 km-zone et ganske lille stykke, siger Molle Lykke Nielsen.
På vejstykket på landevejen mellem sommerhusområderne og frem til et fortov ved campingpladsen er fodgængere – og ofte med børn – henvist til at færdes på selve landevejen – eller i vejrabatten, og det finder Molle Lykke Nielsen heller godt nok. Så der ser han, at der helst er et fortov:
– Jeg vil nu rejse problemet i byrådet. Og heldigvis er jeg kommet i det udvalg, som har med dens slags ting at gøre, siger Molle Lykke Nielsen.
Avisen har forelagt sagen for politiet. Her udtrykker Ken Nissen, fra lokalpolitiet i Christiansfeld, forståelse for både borgernes og Molle Lykke Nielsen bekymringer, men siger, at skiltningen på vore veje udelukkende sorterer under kommunen, som så i mange tilfælde på et tidspunkt tager politiet med på råd.