– Det er da helt vildt, lyder det fra Sauna-folkene i Hejlsminde

Af Svend Erik Brodersen

HEJLSMINDE: – Det er helt vildt, som det går. Det havde vi ikke selv i vores vildeste fanatasi forestillet os, da vi gik i gang.
Sådan lyder det fra Winnie Hauge i Hejlsminde, som har stillet sig i front for en gruppe ildsjæle, der er i fuld gang med at realisere drømmen om at få en flydende sauna til at ligge i havnen i den populære badeby.


Hun jubler sammen med gruppen, fordi projektet måske kan realiseres hurtigere, end de ellers havde drømt om. Det strømmer nemlig ind med både penge og med folkelig opbakning.
– Vi har allerede nu 354 medlemmer der bakker op om projektet i vores forening, Hejlsminde Havnebad. Mange kommer ikke lokalt fra Hejlsminde og Hejls, men også fra Christiansfeld og Kolding, fortæller Winnie Hauge:
Som tidligere omtalt, så har Kolding Kommune ydet 750 tusind til projektet:
– Vi var da også helt euforiske, da vi loggede ind og så, at også Nordea-fonden ville støtte os – hold nu fast – med én millon kroner fra deres pulje ” Her bor vi”.

Kæmpe gennembrud
Det var et kæmpe gennembrud. Det er jo næsten halvdelen af budgettet, fortæller, Winnie Hauge om projektet i Hejlsminde der er benævnt som en ”flydende, arkitektonisk perle”:
– Det hele startede faktisk sådan lidt spontant ved at en gruppe af de faste vinterbadere i Hejlsminde udtrykte ønske om, at det kunne være rart med en suana, som supplement til badet i det kolde vand. I den forbindelse kom en sauna, som er beliggende i Oslo, ind i billedet. Det gav blod på tanden, at saunaen i Oslo er arkitekttegnet og bygget af det danske firma ”Hvide Sande Seasight”. Ønsket var at få en lignende unik sauna til at pryde havneområdet i Hejlsminde:
– Vi har tænkt os, at saunaen skal ligge i vandet i inderhavnen, tæt ved broen over slusen, således at der bliver let adgang. Vi har fået afalt med ejerne af de både, der ligger der nu, at give plads til saunen, siger Winne Hauge.

Åben hele året
Anlægget på Hejlsminde Havn er budgetteret til 2,4 millioner kroner, og det er grundet prisstigninger højere end først beregnet:
– Det betyder, at vi endnu mangler 681.000 kroner. Derfor har vi en ansøgning liggende hos Fonden Real Dania. Her kan du støtte projektet ved at stemme via linket Real Dania underværker, fortæller Winnie Hauge.
Det er planen, at saunaen skal være åben alle årets 365 dage fra kl. 06.00 til 20.00 for medlemmer af Hejlsminde Havnebad via køb af et årskort. Derudover lægges der op til, at der kan købes ”drop-in billetter” af alle, som ønsker at prøve saunaen.
– Og vores lokale campingplads i Hejlsminde og Novasol har vist stor interesse for et samarbejde, lydet det fra Winnie Hauge.

Se også