Lars Hertel var en afholdt læge
I sidste nummer kunne man læse en dødsannonce for læge Lars Kock Hertel, som døde den 23. januar 2022.
Lars Hertel var en meget afholdt læge i Christiansfeld gennem næsten 35 år. Han overtog den lokale lægepraksis på Lysestøbervej efter faderen. Senere kom hans lillebror, læge Jens Christian Kock Hertel, også med i praksissen, og de to brødre havde stor søgning af patienter.
På grund af sygdom valgte Jens Christian dog at stoppe i tide, og Lars stod nu selv med praksissen med de mange patienter. Han klarede det dog uden problemer med sin hurtige og kontante stil, og sin hustru Betty som sygeplejerske ved sin side, – indtil han selv blev alvorligt syg af kræft for halvandet år siden, og pludselig måtte stoppe i august 2020.
Lægepraksissen er nu overtaget af en lægevirksomhed med hjemsted i København, Nordic Medicare A/S. Hans efterfølger er læge Mikkel Kristensen. Og snart flytter lægepraksissen ind i det nye lægehus i Kongensgade.
Lars Hertel var født i Sønderborg, men voksede op i Christiansfeld, hvor hans far som nævnt fik sin praksis.
Han blev student fra Haderslev Katedralskole og gik i faderens fodspor og studerede medicin. Da han havde taget eksamen i 1977 fra Aarhus Universitet, blev han ansat på Haderslev Sygehus, hvor han især var på den ortopædkirurgiske afdeling. Ti år senere i 1986 overtog han faderens lægepraksis i Christiansfeld.
Lars Koch Hertel holdt meget af at samle familien omkring sig. Datteren Anne Marie bor imidlertid i USA, og Hertels tog derfor jævnligt over Atlanten for at besøge familien derovre. Familien var også flere gange sammen på en fælles ferie.
Udover hustruen Betty og datteren, efterlader han to sønner, Jens Christian på ”Enggården” i Stubbum ved Christiansfeld og Hans Peter i Vonsild. Samt syv børnebørn.
Gennem årene lagde han et stort arbejde i Christiansfeld Rotary Klub, hvor han havde flere bestyrelsesposter. Flere gange var han Rotary-præsident. Og han blev belønnet med en af de største hædersbevisninger indenfor Rotary, da han i julen fik Paul Harris Fellow-nålen med safir.
Lars Hertel dyrkede også flere former for idræt og motion. Han spillede badminton i Christiansfeld CIF og tennis i Haderslev Tennis Klub. Sammen med hustruen Betty spillede han også golf i Haderslev Golf Klub, og jævnligt rejste parret sydpå til en golf-ferie.
Lars Koch Hertel døde på Vejle Sygehus efter halvandet års sygdom. Han blev bisat fra Tyrstrup Kirke fredag den 28. januar. Han blev kun 71 år, og han vil blive savnet af mange patienter og venner.
Henri Nissen