Salget af byggegrunde er gået i stå
Men kommunen fortsætter med at byggemodne. Her i området er der 36 nye grunde i Christiansfeld og 12 i Stepping.
Af Svend Erik Brodersen
journalist (DJ)
CHRISTIANSFELD: Efter et flot salg af kommunale byggegrunde i starten af 2021 er salget nu gået totalt i stå. Også i Christiansfeld.
Der var i skrivende stund i hele Kolding Kommune kun solgt tre kommunale grunde siden sidste sommer. Men trods dette fortsætter kommunen med at stoppe tusindvis af skattekroner i at byggemodne nye villagrunde.
I Christiansfeld er gravemaskinerne i fuld gang med at byggemodne endnu en portion nye villagrunde. Det handler denne gang om ikke færre end 36 nye grunde på Sønderkobbel ved Allervej. Og i Stepping fortsætter klargørelsen af 12 nye grunde bag Trekløverhallen med til- og frakørsel til Søndre Allé.
Hos kommen erkender man, at salget af nye byggegrunde i øjeblikket er sat på pause. At man alligevel fortsætter byggemodningerne forklares med, at man vil være på forkant og klar til at tilbyde købere færdige byggemodne grunde, når købelysten vender tilbage:
Endnu fem usolgte grunde
– Vi har endnu fem usolgte grunde tilbage af 23 på det, vi kalder for Sønderkobbel etape 1 i Christiansfeld. Grunden til vi nu udstykker yderligere 36 på etape 2 på én gang er, at vi kan spare dyre startomkostninger, der er forbundet med mindre udvidelser.
Og tidligere er ofte set, at det er gået så hurtigt med salget på små udstykninger, at vi pludselig stod og manglede nye byggegrunde, forklarer Kris Munk Moritsen, der er teamleder i kommunens afdeling for ejendomshandel.
Ejendomskonsulent Gitte Pagh fra samme afdeling forventer, at de 36 nye grunde på Sønderkobbel etape 2 i Christiansfeld kan være klar til salg umiddelbart efter sommerferien i år. Og hvad angår grundene i Stepping påregner hun, at de kan udbydes til salg i slutningen af 2022 eller i starten af 2023:
– For grundene i Stepping ændrer vi nok lidt på den hidtidige plan, således at de bliver lidt større, end først beregnet. Det betyder, at antallet bliver reduceret fra 14 til 12 grunde, fortæller Kris Munk Moritsen.
Skyldes voldsomme
prisstigninger
Hos kommunen mener man, at den manglende købelyst til nye byggegrunde i øjeblikket ikke mindst skyldes voldsomme prisstigninger på byggematerialer:
– Vi ser ikke de svigtende salgstal som udtryk for manglende interesse for byggegrunde generelt, men for at køberne afventer situationen, da vi på det seneste både har oplevet rentestigninger og ekstremt højere priser på materialer. Nogle af de materialer, som bruges i byggebranchen, er steget med 300 – 400 procent, siger Kris Munk Moritsen fra Kolding Kommune.