Tid for generalforsamlinger

Af Svend Erik Brodersen

CHRISTIANSFELD: Der er nu tid for generalforsamlinger. Og det gælder også for Christiansfeld-området. Det handler både om dem, der er udsat på grund af Covid-19, og for dem der ifølge mange foreningers vedtægter skal være afviklet senest ved udgangen af marts.

Hejls Vandværk
Af kommende generalforsamlinger lægges der allerede ud onsdag aften, den 23. februar med en generalforsamling i Hejls Vandværk i Lokalcentret på Hejls Landevej 20 i Hejls klokken 19 med en dagsorden ifølge foreningens love.
Hejls Vandværk har er ret stort forsyningsområde, da værket også leverer vand til de to store sommerhusområder, Trappendal og Teglgården.

Skal drøfte oplæg
til en Multipark
Hejls Idrætsforening og Hejls Multihus har indkaldt til generalforsamling i Hejls Multihus torsdag den 24. februar. Mødet holdes i Multihuset klokken 19. Der er i forbindelse med generalforsamlingen lagt op til en drøftelse og finansiering af et udendørs projekt, som benævnes Hejls Multipark.
Under generalforsamlingen vil deltagerne blive budt på øl eller vand og efter mødet vanker der kaffe med kage.
Torsdag aften, den 24. februar, er der også indvarslet ordinære generalforsamling i Aller Sogns Ungdoms- og Borgerforening, og mødet holdes på Aller Friskole, ligeledes med start klokken 19. Her serveres der kaffe eller the med brød i pausen.

Spejderhuset
Samme aften, torsdag den 24. februar, holdes der to generalforsamlinger i Spejderhuset i Hejls. Først i Hejls Trop og dernæst i foreningen der står bag Spejderhuset. Møderne holdes i forlængelses af hinanden med start klokken 19 og afvikles efter foreningernes vedtægter.
Nødbehandler
Og fredag den 25. februar er der generalforsamling i foreningen, som står for driften af nødbehandlerbilen i Fjelstrup. Mødet holdes med start klokken 17 på Fjelstrup Brandstation og alle er velkommen.

Gule ærter på menuen
Generalforsamlingerne på egnen fortsætter onsdag den 2. marts i Christiansfeld, hvor der er generalforsamling og gule ærter – med tilbehør – på programmet i Seniorhusets Brugerråd.
Begivenheden starter, ifølge en indrykket annonce her i avisen klokken 12.00. Og forslag, der skal behandles, skal være formanden i hænde senest den 28. februar.
Lokalhistorisk Arkiv
Rækken af nært forestående generalforsamlinger slutter tirsdag den 8. marts, hvor der er generalforsamling i Christiansfeld Lokalhistorisk Arkiv og Forening.
Mødet holdes på Brødremenighedens Hotel med start klokken 19. Og efter mødet tager arkivleder Jytte Ludvigsen deltagerne på en tur på billeder ad Kongensgade i Christiansfeld.

Se også