Seniorbofællesskab kommer snart i licitation og rykker dermed et skridt nærmere

Planerne om at opføre 17 nye seniorboliger i et seniorboligfællesskab i Skovparken i Christiansfeld er kommet nogle skridt videre i processen.

Som mange andre byggeprojekter har det været påvirket af byggeboomet i Danmark med risiko for længere ventetider og højere priser.
Som tidligere beskrevet i Christiansfeld Avis den 2. februar 2022, har 54 boliger i Tyrstrup Andelsboligforening været berørt af byggesjusk, hvor man i forbindelse med genopretnings- og renovationsarbejdet har besluttet helt at nedrive 18 boliger.
Formanden for afdelingen, Hans Rohr oplyser, at nedrivningen af de 18 huse og renoveringen af et fælleshus påbegyndes den 7. marts 2022.
Nogle måneder senere, den 1. juni 2022, er der planlagt licitation for næste fase, opførelsen af de nævnte seniorboliger. Projektet forventes færdigt i efteråret 2023. Budgettet er på omkring 35 millioner kroner.

Flere ældre vil bo
i et bofællesskab
Bofællesskabet er en boform, som der er stigende interesse for blandt de ældre. Målgruppen er typisk fra 55-60 år og opefter. Seniorbofællesskaber har fokus på fællesaktiviteter og fællesarealer med mulighed for tættere naborelationer.
En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2017 viste, at 80.000 ældre på det tidspunkt overvejede at flytte i seniorbofællesskab.
Også i forbindelse med seniorbofællesskabet i Skovparken indgår der – udover de sytten boliger – også et fælleshus med blandt andet gildesal, køkkenfaciliteter og et gæsteværelse. Egentlig var fælleshuset dømt til nedrivning sammen med 18 boliger ramt af byggesjusk, men i stedet besluttede man at renovere fælleshuset, så det kunne indgå i seniorbofællesskabet.
IB

Se også