Tyrstrup kirke går live

Fremover kan seerne på Christiansfeld Nets infokanal (kanal 14) være med til gudstjeneste hjemme fra sofaen. Tyrstrup Menighedsråd har besluttet, at der én gang om måneden skal streames fra kirken.

”Nu kan man fast regne med at finde gudstjenesten på kanal 14 den 2. søndag hver måned,” fortæller Henning Bech-Larsen, der er en af de frivillige, som har lært sig kunsten at sende gudstjenester via Facebook og Youtube.

Forsøg under corona
Under corona-nedlukningen savnede mange kirken og dens tilbud. Især gudstjenesterne søndag formiddag var en mangelvare.
Som en konsekvens heraf forsøgte man at sende tv-gudstjenester de fleste søndage under nedlukningen.
”Vi har fået rigtig mange positive reaktioner på udsendelserne, så derfor gør vi det nu til en fast ordning”.
At det lige bliver den 2. søndag i måneden hænger sammen med, at man vil forsøge at styre uden om særlige gudstjenester (f.eks. Alle Helgen-gudstjenesten), som ikke er specielt egnet til at transmittere.
Og så sendes der naturligvis også live fra gudstjenesterne Juleaften, Juledag og Påskedag,” fortæller Henning Bech-Larsen.

Risikerer ikke at blive vist offentligt
Det har været vigtigt for Tyrstrup Menighedsråd at lave et set-up, der sikrer, at man kan komme i kirken uden at komme på skærmen.
Set-up’et sikrer, at de, der sidder bagerst i kirken og i venstre sideskib vil være uden for kameraernes rækkevidde.
Og der er også taget højde for, at man skal kunne deltage i nadveren uden at blive vist. Derfor vises kun organisten, præsten eller måske et fastbillede under nadveruddelingen.
”Vi har forsøgt at gøre det sådan, at vi overholder alle tænkelige regler bl.a. omkring GDPR og copyright,” fortæller Henning Bech-Larsen.
”Det betyder også, at dåbsforældre bliver spurgt, om der må filmes til dåbshandlingen, før dåben evt. kommer på skærmen”.

Kirken kommer
hjem i stuerne
Det har altid været en udfordring for kirken, at især ældre og handicappede havde vanskeligt ved at være med til gudstjeneste. Men nu har alle en mulighed for at være med.
”Vi opfordrer pårørende og andre til at hjælpe med at få tunet ind på Christiansfeld Nets infokanal, så ingen skal gå glip af muligheden, fordi man måske ikke lige er så teknisk minded,” fortæller menighedsrådets formand, Kurt Mosegaard, og tilføjer:
”Tyrstrup Menighedsråd glæder sig over samarbejdet med Christiansfeld Net, og over, at de er parate til at give deres mange abonnenter mulighed for at se gudstjenesten hjemmefra.”
Henri.

 

Se også