Lokalhistorisk Arkiv mindedes formand på generalforsamling

– Det var en meget trist meddelelse, da vi fik at vide juni 2021, at vores formand, Leif Jacobsen, var død, efter en meget svær sygdom. Leif havde været formand siden 2009 og vil blive savnet meget i arkivet.

Det sagde den nye formand, Nels Thorsgaard, på arkivets generalforsamling d. 8.3. Der var mødt 29 på Brødremenighedens Hotel.

Formanden nævnte, at der trods Covid-19 blev lavet 7 forskellige cykelfoldere og en bilfolder i anledning af 100 års-jubilæet for genforeningen. Folderne kan fås i arkivet, som har til huse i Nørregade 14, Christiansfeld, hvis nogen ønsker at arrangere en familieudflugt langs grænsen.

En bustur langs den gamle grænse fra Hejlsminde til Skodborg var populær. Det samme gjaldt en bustur fra Skodborg til Vedsted ved Ribe med guide på. Turene bliver derfor gentaget den 12. og 13. maj.

Det lykkedes også at udgive en historisk kalender i 2021. Den blev udgivet på håndværkerdagen i september. Søren Rasmussen fra Kolding Kommune fik overrakt den første kalender, og derefter gik salget af de 800 stk. i gang.

Arkivets server har måttet skiftes ud, og det har belastet økonomien. Desuden er netprisen steget. Derfor vil man forsøge fremover at sælge annoncer i kalenderen. De gamle computere skal også udskiftes – forhåbentlig med fondsstøtte. Arkivet har allerede fået 1000 kr. af politikeren Molle Lykke Nielsen (DF) og 1250 af en EDB-forening, som er opløst.

Formanden takkede de otte frivillige, som hver onsdag arbejder med fotos og avisartikler fra området, skanner billeder og artikler, og sætter dato og årstal på. Formanden takkede også arkivets daglige leder, Jytte Ludvigsen, som bruger mange timer på bl.a. at sætte de frivillige i arbejde.

Bestyrelse genvalgt

Der var genvalg til dem af bestyrelsen, der var på valg. Det var Jytte Ludvigsen, Jens Kristian Ravn, Erik Schultz og Ralf Jensen.

Som suppleanter blev Ejnar Schmidt genvalgt og Elisabeth Green nyvalgt.
Efter generalforsamlingen var der kaffe, hvorefter Jytte Ludvigsen holdt et meget interessant foredrag om butikker og erhverv i Kongensgade gennem årene.

Henri.

Se også