Både solskin og snevejr ved arbejdsdag lørdag

Uffe Elvej synes, det er superhyggeligt at være med til den årlige arbejdsdag i de tre byer. Her står han ved Forsamlingshuset, som han også er formand for.

 

Forårssolen strålede så smukt, da arbejdsdagen for Hejls, Sjølund og Hejlsminde begyndte lørdag morgen. Men pludselig faldt der sne. Det var dog kun en lille byge.

– Vi begyndte klokken 9 med rundstykker i ”Agter på tværs”, fortæller Niels Jørgen Jørgensen, som fejer med sin kost på havnevej.

– Agter på tværs…?

– Ja, det hedder fælleshuset på havnen. I formiddags har vi gjort rent. Egentlig skulle vi også have malet, men det venter vi med, til det bliver lidt varmere.

Og til middag får vi grillpølser. Vi har jo et stort fællesskab hernede. 5-7 gange om året mødes vi til ”Spis – hyg og smut”. Så er der nogen, der laver mad i forsamlingshuset, og kl. 7 er det færdigt, fortæller Niels Jørgen Jørgensen.

Han glæder sig til Tour de France, hvor der bliver et gratis arrangement på havnen om lørdagen, før Tour de France kortegen søndag kører igennem. Her skal også males på fortovene som oplæg til ”bjergetappen” op ad Hejlsmindebakken. Men nu skal der først fejes på arbejdsdagen.

Mindre affald hvert år

– Arbejdsdagen er en tilbagevendende begivenhed, som vi har gjort i ti år, tror jeg. I samarbejde med Hejls og Sjølund giver vi frivillige byerne en håndsrækning, så de kommer til at se godt ud til foråret, fortæller Uffe Elvej, som vi møder på havnen i Hejlsminde.

Niels Jørgen Jørgensen var igang med kosten på havnevejen i Hejlsminde.

– Alt affald bliver samlet ind, og der bliver fjernet ukrudt, hvor der ikke bør være ukrudt. Og det er en hyggelig dag. Brugsen i Hejls sponserer rundstykker og morgenmad, og der er andre, der har sponseret grillpølserne.

Vi har normalt brugt forsamlingshuset til at spise morgenmad, men det var lejet ud i år, så vi mødtes i stedet i fælleshuset på havnen. Her var lukket for vandet, fortalte bådelauget os. De havde også arbejdsdag. Så vi måtte igang med at ordne det, så vi alle kunne få noget kaffe.

– Vi oplever jo, at når vi mindst en gang om året rydder op og ”støvsuger”, så kommer der ikke så meget affald mere.

De første år var der jo lastbiler fulde – nu kan vi have det på en trailer, fortæller Uffe. Han synes det er superhyggeligt at være med til.

En københavner følte sig hjemme

Uffe er ikke indfødt. Han kommer ”derovrefra”.

– Men jeg har boet her i 32 år, og det må da også tælle lidt, mener han. Han bor sammen med sin kone Ingelise i Mindegårdens sommerhusbebyggelse.

– Men det sjove er, at mine bedsteforældre var sønderjyder. Da jeg havde boet her nogle år, så kom jeg til at snakke med min far om Genforeningen og Christian den 10., der red over den gamle grænse i 1920. Jeg havde hørt, at der stod en masse mennesker og tog imod Christian X.

”Ja, der stod jeg også,” sagde min far. De var ellers flyttet til København. Men som 10-årig havde han været med til afstemningen i februar måned i Sønderjylland. De kom herover med særtog fra København. Alle i sort tøj og med salmebogen under armen og madpakker. Og så blev der ellers sunget af karsken bælg hele vejen herover. Og det samme skete i juni måned, hvor man skulle fejre Genforeningen. Så følte jeg mig pludselig hjemme!

Henri.

Se også