Ellen Hansen har sat sine spor, nu fylder hun 95 år

Af Henri Nissen

– Jeg har allerede fået en lykønskning forud fra en tidligere elev, som skrev, at han ikke var sikker på datoen, men ville være sikker på, at han nåede det, fortæller Ellen Hansen og tilføjer:

– Desværre er nogle af mine elever jo allerede døde. Men to af dem bor også her i Toftevænget, hvor jeg nu bor.

Født på skolen!

Ellen Hansen blev endda født på skolen! Nemlig i lærerværelset på Christiansfeld Realskole, som den hed dengang. Her var hendes far Alfred Jørgensen skoleinspektør fra Genforeningen i 1920 – og det var ikke mindst hans fortjeneste, at Brødremenighedens gamle skole tiltrak elever også fra Haderslev.

– Men det skyldtes nu også, at der kun var tre realklasser i hele Haderslev dengang. Så mange forældre måtte til Christiansfeld for at få uddannet deres børn, fortæller Ellen.
Senere blev hendes bror Gunnar Jørgensen inspektør på Haderslev Realskole.

Far sad i Folketinget

Faderen, Alfred, var faktisk også valgt i Folketinget. Han sad for Retsforbundet, som dengang var med i en trekant-regering. Og det hårde arbejde og de mange rejser var ifølge Ellen med til at tage livet af ham, så han desværre døde allerede som 67-årig.

Selv blev Ellen også uddannet til lærer på Haderslev Seminarium. Sammen med sin daværende mand, Aage Murholm, arbejdede hun en årrække som lærer i den danske skole i Husum i Sydslesvig.

– Jeg har været lærer i 42 år og undervist i alle fag – om det så var gymnastik for drengene. Men dansk og tysk var altid mine hovedfag, som jeg gik mest op i. Men idag har jeg vist glemt det meste af mit tyske, ler Ellen, som ellers har bevaret sin kvikke hjerne i sin høje alder.
Da Ellens far døde, blev ægteparret tilknyttet Christiansfeld Skole, og Aage blev inspektør.

– Jeg har haft tusindvis af elever, og jeg møder jo hele tiden nogen af dem. Og ind i mellem er der så en klasse, som man har haft rigtig meget med at gøre.

Oplevede besættelsen

Som født i 1927 oplevede Ellen Hansen også den tyske besættelse. Det har hun fortalt om i bogen ”Besættelsestiden”, som Kolding Stadsarkiv har samlet. Heri fortæller hun bl.a.:

– Jeg blev 13 år sammen med min tvillingebror den 13. april 1940. Fire dage efter Danmark var blevet besat. De tyske soldater, der blev indkvarteret i Christiansfeld Skole, de boede i gymnastiksalen, mens officererne boede i selve skolebygningen. Vi fortsatte med at gå i skole, selvom soldaterne boede der. Jeg var egentlig ikke bange for de tyske soldate; men engang min veninde lngeborg og jeg var på vej hjem, kom der en tysker efter os. Jeg løb hen til vores hoveddør. Da jeg havde fået låst døren op, råbte lngeborg: ”Ellen, kom og hjælp mig”, og jeg løb tilbage og gav ham en ordentlig en på næsen. Så slap han lngeborg, tog fat i mig og gav mig en retur, før han slap mig. Det var vist billigt sluppet.

Når vi var ude, så vi aldrig på tyskerne. Vi kiggede altid kun ligeud. Men vi vidste godt, at de var mennesker.

Nogle af de soldater, jeg gik forbi på gaden, havde været hos min far. Både tyske soldater, men også en del italienske og russiske krigsfanger, som havde meldt sig under de tyske faner. De luskede sig til at komme op og snakke med min far, som både talte tysk og esperanto. Samtidig fik de mulighed for at høre radio fra England. Far betød meget for dem, og samtalerne med soldaterne gav ham et indblik i en anden verden.

Død soldat i skolegård

En dag så jeg en død soldat i skolegården. Han havde skudt sig selv på et das, der var sat op i skolegården. Da den næste skulle derind, lå han jo død på gulvet, og så blev han smidt uden for. Det var barskt. En anden hændelse foregik, da min mor stod i køkkenet og kunne se, hvordan soldaterne skulle hoppe tværs over skolegården frem og tilbage som frøer. Der var én, der ikke kunne mere. Han blev taget ud og skulle hoppe alene, selvom han havde det SÅ dårligt. Så gik min mor derned og sagde til den kommanderende på dansk, at nu skulle han holde op. Han forstod ikke, hvad hun sagde, men han forstod godt tonen. Om natten blev den unge soldat gennembanket i skolegården af sine kammerater, fordi de alle var blevet straffet.

Mine forældre hørte spektaklet, og min far lukkede vinduet op og råbte med sin stentorrøst: ”Kan I SÅ komme afsted?!” Det gjorde de så, men staklen lå dernede, så far og mor fìk ham op, gav ham kaffe og alt, hvad han kunne spise. Han græd og græd. De spurgte ham, hvor gammel han var. Han svarede: ”Hitler siger, jeg er 18, men min mor siger, at jeg er 16”. Det fortæller noget om, hvordan det var at være tysk soldat. Den sidste juleaften, soldaterne tilbragte i Christiansfeld, havde de derfor også drukket sig fulde. De drak for at glemme tankerne om familien og julen hjemme hos deres egne familier.

Far taget som gidsel

Den 29. august 1943 tog hjemmetyskerne min far som gidsel, for da skulle danskerne forstå, at nu skulle de makke ret. Om natten var der nogen ved døren. Min mor og jeg var tilfældigvis hjemme fra sommerhuset, og min mor åbnede døren. Det var tyskerne, der spurgte efter skolebestyrer Jørgensen. Bagefter kunne hun have bidt tungen af sig selv, for hun svarede: ”Min mand er i sommerhuset”.

Da de gik, var hun klar over, hvad der ville ske. De tog ned og arresterede ham sammen med seks andre fra byen. Syv gidsler var mange for en lille by med kun 700 indbyggere.

De syv sad på hotellet. Her sørgede værten godt for dem. Han kom ind til dem med ostemad og kaffe. Men vagtposten sagde: ”Es ist zu gut für die Schweinhunde”, og så tog han osten af og spiste den selv. De sad der nogle dage, men heldigvis blev det ikke til mere, for hjemmetyskerne fandt ud af, at de havde taget munden for fuld, og gidslerne blev løsladt.

Det var en farlig situation, som heldigvis gik godt.

Besættelsestiden lærte os at se det indre i mennesket. Selvom man har uniform på, er man også et menneske. Mange af de tyske soldater, som var udstationeret i Christiansfeld, var blot unge mænd, som ikke ønskede krigen, slutter Ellen Hansen sin beretning fra besættelsestiden.

Fire børn

Ellen fik fire børn i det første ægteskab: Arne er tandlæge i Tyskland, men vender nu hjem til Sdr. Vilstrup.Her bor også Agnethe, som er lærer. Og så er der tvillingerne Asger og Halfdan. Begge er lærere, men Halfdan har også lavet film for DR og han underviser nu på filmværkstedet i Æbeltoft.

– Og de er alle flinke til at besøge mig, siger Ellen.

Efter en skilsmisse giftede hun sig med Holger Hansen, den tidl. mejeridirektør og borgmester i Christiansfeld.

– Holger blev desværre dement de sidste år. Det var en form for demens, hvor han forstod alting, men ikke kunne udtrykke sig selv. Men jeg husker altid, at han sagde: Du skal sætte dine spor!

Det har Ellen Hansen da også gjort. En periode var hun fx formand for Tyrstrup Menighedsråd – selv om hun var født ind i Brødremenigheden og medlem der.

– Ja, jeg var med til at ansætte Helle Christiansen som præst. Men hende kunne vi desværre ikke holde på. (Hun blev leder for Kirkens Korshær. Hun er søster til den nuværende biskop i Haderslev Stift, Marianne.)

Guide i 25 år

Ellen har også været guide i Christiansfeld gennem mere end 25 år.

– Lorenz Asmussen opfordrede mig til det. Og jeg blev ved, indtil jeg den sidste gang måtte bruge rollator. Den dag kom det både i aviser, radio og TV. Men så blev det vinter, og jeg måtte stoppe, selv om jeg elskede at være guide. Og specielt i Christinero, som er mit hjertebarn.

Her har Ellen ofte klædt sig ud som kammerherreinde Christina Friederica for at gøre fortællingen levende for børn og voksne. Og hun har også skrevet en spændende bog om Christina Friederica.