Formanden for Grænsemuseet: Æresporten er ikke gemt af vejen
”Æresportens nuværende placering er sket med omhu, og den er ikke bare gemt af vejen.”
Sådan udtaler formand for Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld, Kaj G. Nielsen, efter at Christiansfeld Avis før påske havde en artikel om Æresportens mulige rolle under Royal Run.
Formand for kulturudvalget og byrådsmedlem for Venstre, Eva Kjær Hansen, var i denne forbindelse frustreret over, at Æresporten blot var placeret på en rasteplads.
Ikke en tilfældighed
Kaj G. Nielsen fremhæver, at der er frit udsyn igennem porten fra alle fire verdenshjørner, og at den er tydelig, hvis man kører forbi på landevejen.
”Mange besøgende har besøgt Æresporten, har taget billeder og har ladet sig opsluge af historien,” siger formanden om Æresportens skæbne.
”At man eventuelt gerne vil ”shine” området op med grønne planter, en smuk stenbelægning samt aftenbelysning til ”store begivenheder” og historiske datoer,” ser Kaj G. Nielsen bestemt frem til.
Et kompromis
Den nuværende placering på parkeringspladsen lidt syd for museet er i høj grad blevet til gennem et kompromis, forklarer Kaj Nielsen. Æresporten var for lille til at stå hen over landevej 170 og alt for stor til en placering i museumshaven ved Genforenings- og Grænsemuseet.
En placering ved museumsindgangen ville dominere synet af museets smukke bygning.
Og en placering i rundkørslen ved Vonsild blev dengang afvist af trafikmæssige årsager. Placeringer af Æresporten ved Genforeningskirken, Tyrstrup Kirke og ved Genforeningspladsen i Christiansfeld har alle været overvejet, men er af forskellige årsager blevet fravalgt.
Udlånes til Royal Run
Der arbejdes nu på, at æresporten skal have en rolle under Royal Run i juni 2022.
Kaj G. Nielsen oplyser, at Kulturudvalget efter løbet påtænker at flytte æresporten til en anden placering. Nemlig ved Vonsild-rundkørslen få kilometer nord for Taps.
Han siger diplomatisk, at denne placering vil give ”en anden oplevelse” for kommunens turister og for historiefortællingen om portalen.
Tæt på historien
”En synlig og lokal placering vil være det helt rigtige,” siger Kaj G. Nielsen og mener dermed i nærheden af museet, bronzeskulpturen, bronzebåndet i landevejen og Kongestenen. Og tæt på historien.
”I disse dage er 1-3 busser og flere privatbiler ikke noget særsyn. Så interessen for Æresporten er der,” siger Kaj G. Nielsen.
Museet har i 9 måneder i 2021 haft 6.340 gæster.
bec