Rockwool placerer produktion af nyt vægsystem i Vamdrup

Og det forventes at medføre flere jobs på fabrikken i Vamdrup.

Rockwool-fabrikken i Vamdrup som ud over isoleringsmaterialer nu også producerer et nyt vægsystem.

VAMDRUP/ERHVERV: Rockwool-fabrikken i Vamdrup har taget en ny produktion op. Fabrikken er, sideløbende med at lave isoleringsmaterialer, begyndt at producere et nyt vægsystem, der forventes at få stor succes, både nationalt og internationalt.

Rockwool har meldt ud, at det nye produkt hedder Rockzero, og det kan bruges i alle typer byggerier – fra private boliger til skoler, sygehuse og kontorbygninger.

Produktet er udviklet over flere år og har forud været produceret i et udviklings-set-up på virksomhedens udviklingscenter i Hedehusene.

Det fortælles fra virksomheden, at vægsystemet opfylder de højeste standarder inden for varmeisolering og energieffektivitet. Salget af Rockzero er internationaliseret med salgskontorer i bl.a. Danmark, Holland og Tyskland. Fabrikken i Vamdrup skal forsyne de internationale markeder med produktet, lyder udmeldingen fra Rockwool.

Forventer flere ansatte

Det forventes, at tiltaget inden længe vil betyde flere ansættelser på fabrikken i Vamdrup, men hvor mange vil virksomheden ikke give et konkret bud på.

Rockwool-fabrikken i Vamdrup blev etableret i 1966 og beskæftiger i dag cirka 200 medarbejdere. Rockwool har fabrikker mange steder ude i verden. I Danmark er det i Vamdrup, Odense og Hedehusene. I Danmark er der cirka 1000 ansatte.

/sebro.

Se også