Vin er ikke interessant uden god mad…

Det handler om nydelse, oplevelser og at have det sjovt både på arbejdet og derhjemme for Charlotte Donslund.

Af Anne-Marie Træholt Rasmussen

Hendes butik, ‘Donslund Vine’, er ved at udvide for at gøre plads til en afdeling med bl.a. tapas-specialiteter. For nok er interessen for vin hjertet i Charlottes forretning, men som hun siger: “Vin er ikke interessant, hvis man ikke også er nysgerrig efter og rigtig godt kan lide mad.”

“Er butikken dit hjertebarn?”

Charlotte griner lidt.

“Det er da i hvert fald et arbejde. Og et arbejde skulle gerne være sjovt. Og det er det også.”

Trives med forandring

Vi sidder i et lillebitte baglokale/kontor/medarbejderrum plus det løse. Der er lige plads til et bord og tre stole. Pga. udvidelsen må midlertidige løsninger tages i brug.

Men Charlotte Donslund trives med forandringer. Hun mangler dem faktisk, hvis ikke de sker. Hun indrømmer endda, at efter 15 år i Christiansfeld “dér var jeg ved at køre godt træt i det, fordi jeg ku’ ikk’ rigtig videreudvikle… Indtil jeg så endelig fik det her.”

Hun nikker rundt i baglokalet, men der er ingen tvivl om, at det er udvidelsen, hun refererer til.

“Jeg har det sjovere, når der kan udvikles, end når der blot skal driftes.”

Grunden hertil giver hun gerne: “Det er ikke nødvendigvis ambitionen efter ære og penge, men netop det der med, at hverdagen må godt være lidt mere spændende.”

Akademiker

Mad og vin har altid været hendes interesse. Hun er oprindeligt uddannet cand. scient. pol. og har arbejdet med bl.a. it og ledelse i både Stockholm og København. Men som hun fortæller: “så tænkte jeg, jeg gider ikk’ det her mer’, nu skal der ske noget nyt.”

Og hun var ikke i tvivl.

“Det skulle være noget helt andet, og jeg har altid været interesseret i vin – og mad.”
Derfor har udvidelsen med plads til at få madvarer ind i sortimentet længe været hendes ønske.

“Alt det med gode smage, gode råvarer, kvalitet og sammensætningen af det. Det er altid det, jeg har syntes har været mest interessant. Det ligger til familien. Min lillebror har sådan en kogebog, hvor udgangspunktet er vin. Så man finder vinen først, og så er der nogle opskrifter, der passer til.”

Hellere god mad end en ferie på Mallorca

Charlotte Donslund nyder ikke bare mad og vin på arbejdet, men også i sin fritid. Sammen med sin mand, Erik, og gode venner fra København, sætter de hver måned penge ind på en konto til restaurantoplevelser.

“En periode så sku’ man prøve Michelin-restauranter, og når vi så er ved at have sparet op, så tager vi afsted.”

Det er nogle gange dyrt, men som hun siger: “Jeg ville hellere have en fantastisk restaurantoplevelse, end jeg vil en uge til Mallorca.”

30 retter eller én

“Det vildeste, vi har oplevet i Danmark, var ikke Michelin,” fortæller Charlotte.

“Det var på Munkebjerg Hotels Treetop Restaurant. De har en menu, jeg ved ikke om de har det stadigvæk, hvor man får 30 serveringer. Vi gik i gang 18:30 og gik fra bordet kl 1 og ku’ bare trille op af trapperne for at komme i seng. Altså, det var en sjov oplevelse.”

Hendes grin er smittende.

“Men så i det andet spekter. Nede ved Ribe er der noget, der hedder Vester Vedsted Vingård. Det er faktisk en fransk kok, som har boet og været kok her i byen. Han blev forelsket i datteren fra vingården, og nu kører de også restaurant i vingårdens salgslokale. Om aftenen bliver der dækket op med lækre hvide duge, og så er der kun én menu. Fantastisk. Det er en helhedsoplevelse.

Vi ved jo godt, når vi er afsted, at så kan man jo ikk’ køre hjem. Så vi bookede et lille bed and breakfast i nærheden, og der var ikke længere end man bare kunne gå gennem skoven.”

Det er netop denne helhedsoplevelse som Charlotte Donslund selv søger og forsøger at give videre til andre.

Ikke fra fremmede

“Mine forældre har også altid været selvstændige, og de har heller aldrig været bange for at prøve noget nyt,” fortæller Charlotte med lidt stolthed i stemmen.

“På et tidspunkt solgte de deres forretninger og hus og alt. Så pakkede de os i en campingvogn, og så kørte de bare sydpå. Jeg tror, vi var afsted i lidt over 2 mdr., og i Frankrig det meste af tiden. Så snakkede de om, hvad de gerne ville, og hvad de godt kunne tænke sig. Da de havde fundet ud af det, gik de i gang med noget nyt. Så jeg har lært, at du skal ikke være så bange for at ikke ha’ det hele i faste rammer. Det skal nok komme.”

Alle hilste i Christiansfeld

Hun trækker på skulderen: “Men altså, jeg gjorde jo det samme. Sagde bare mit job op, købte et hus inden jeg overhovedet havde butikken… Vi havde været på besøg i Christiansfeld to gange.”

For Charlotte var mødet med Christiansfeld kærlighed ved første blik:

“Simpelthen. Vi flyttede hertil fra Valby. Jeg kunne lige så godt ha’ startet der. Men vi kunne godt tænke os at bo i en lidt mindre by. Vi blev bare tiltrukket af charmen, arkitekturen…”
Selvom de kom fra storbyen, var det ikke svært at falde til.

“Vi startede med at sige, hvis der var nogen, der ikke hilste, så var det nok turister.”

Handler lokalt

Men hun har nu også selv let til smil og handler gerne lokalt.

“Jeg prøver at handle, alt det jeg kan hos dem, der er medlem af handelsstandsforeningen.
Alle håndværkere, vi har brugt her, det er lokale, fordi man kan stole på dem. De ved, jeg kommer efter dem…“ Hun griner, men brodden er der.

“Vi plejer at sige, hvis vi ikk’ ved, om det findes i Christiansfeld, så spørger vi lige henne på den der maskinservice. Det er ikke engang løgn. Hvis ikke boghandleren eller Christiansfeld Maskinservice har det, så findes det ikke i Christiansfeld.”

Den der lortesygdom, den stjal 10 år af mit liv

Charlotte Donslund har været igennem et langt kræftforløb, men da hun bliver spurgt, om det har gjort noget ved hendes trang til at nyde livet, svarer hun en smule irriteret:

“Den der lortesygdom, den stjal 10 år af mit liv, og længere er den ikke. Folk de siger, har du ikk’ lært noget? Fået meget ud af det? Taknemmelighed? Nej! Jeg blev syg. Jeg fik brystkræft. Så skar de i mig her og der, og så stak de i mig og proppede mig med medicin, indtil jeg sagde Stop!”

Arbejdsglæde

Under hele forløbet har hun været i arbejde og kunne ikke forestille sig det anderledes.

“Det er jo mit arbejde,” forklarer hun, selvom hun godt kan se det sjove i at ligge på sofaen, søbe hvidvin og se madlavningsprogrammer i stedet. Men det med at sidde derhjemme og være bange, det er ikke Charlotte. “Det batter alligevel ikke noget.”

Heldigvis har hun det rigtig godt nu og tilføjer:

“Det har jeg haft lige siden, jeg stoppede med medicin. Jeg kan da godt mærke det rent fysisk. Man kan ikk’ bare blive ved og arbejde igennem et par døgn. Man skal lige huske at trække stikket og sige nej.”

Hun trækker på skulderen, for hun ruger sjældent over noget. Hun lægger heller ikke lange fremtidsplaner, men drømme har alle vel.

“Jeg drømmer om, at jeg stadigvæk kan nyde at gå på arbejde, drømmer om at det hænger sammen, så vi kan få nogle flere folk ind, at jeg også kan bidrage med noget til dem. At jeg kan holde fri engang imellem, komme ud og opleve noget, og at jeg lærer at sige nej…”

Hun bliver alvorlig et kort øjeblik:

“Jeg skal ikk’ ha’ noget med herfra, så bare vi har det godt. Og der stadigvæk sker noget.”
Hun griner igen.

“Jeg behøver ikk’ sætte de der store aftryk, bare jeg kan gi’ lidt hygge og indhold til folk i hverdagen og til fest, så er jeg godt tilfreds.”