Flagermus lukker KongeåBadet
VAMDRUP: Mandag blev det konstateret, at der fløj to flagermus rundt i KongeåBadet i Vamdrup. Dette bevirkede, at svømmehallen af hensyn til smittefare omgående måtte lukke.
Det oplyser Otto Skak, som er direktør i SlotssøBadet og KongeåBadet.
Hede Danmark blev samtidig sat på sagen – så man kan få indfanget de to flagermus samt finde årsagen til, hvordan de er kommet ind i KongeåBadet.
Da der er tale om en lidt vanskelig situation, kan der ikke oplyses om, hvornår svømmehallen åbnes igen – men der arbejdes på højtryk, så generne bliver så kortvarige som muligt, lyder det fra Otto Skak.
Genåbningen vil blive offentliggjort på institutionens hjemmeside.